/ Nyheder / Mindre trængsel og alarm – mere kontrolleret julehandel

Mindre trængsel og alarm – mere kontrolleret julehandel

Med Black Friday blev årets julehandel for alvor skudt i gang. Men en stor del af handlen på årets store indkøbsdag er i år foregået online. Shoppingcentrene har ellers gjort – og gør fortsat – en stor indsats for, at kunderne kan handle sikkert og koncentrere sig om at finde den perfekte julegave frem for at bekymre sig om at tage corona med hjem.

Af

Spritdispenser på Fisketorvet

Julen er bundet op af traditioner, men det har corona allerede vendt op og ned på i 2020. De pakkede indkøbsstrøg og shoppingcentre er i øjeblikket ikke en del af julebilledet. Op mod december har storcentrene ellers skruet ekstra op for sikkerheden og blandt andet rustet sig med flere spritdispensere, øget rengøring og vagtberedskab samt udvidede åbningstider. Det har dog ikke kunnet ændre på, at antallet af kunder er faldet markant, efter det blev et krav at bære mundbind under indkøbsturen.

En opgørelse fra Danske Shoppingcentre, der driver centre som Frederiksberg Centret og herningCentret, viser, at der i november har været 17 procent færre kunder i selskabets 17 centre sammenlignet med samme periode sidste år. Ligesom der var 37 procent færre kunder på Black Friday. Den 1. december blev skruen strammet med nye retningslinjer – bl.a. er det nu et krav, at alle landets butikker over 2000 kvm skal ensrettes, og kunderne opfordres til at klare julegaveindkøb alene. Det vil kunne forstærke kundernes frygt for at handle i en coronatid.

Kontrolleret julehygge

Et af de centre, der har vendt juleskråen for at møde de nye retningslinjer, er herningCentret. Centeret er kendt for sine mange juleevents, og det kommer kunderne også til at opleve i år, dog med øje for de retningslinjer, der er vedtaget for centrene, fortæller centerchef Kim Lauritsen:

”Vi og vores kunder elsker jul, så vi har gjort vores til, at julestemningen i centeret er så tæt på normalen som muligt. Men vi er selvfølgelig bevidste om, at julen ikke helt bliver, som den plejer. Derfor udføres alle vores aktiviteter med respekt for de nye retningslinjer.”

herningCentret har udvidet sine åbningstider, så kunderne har bedre mulighed for at handle på forskellige tidspunkter, og skulle en kunde have glemt sit mundbind, står en coronavagt klar til at udlevere et gratis eksemplar.

Der vil traditionen tro også være underholdning for de mindste.

”Eksempelvis kan børnene opleve et show med nissen Pyrus. I år bliver det uden for butikkernes åbningstid, hvor børn og forældre er placeret på stole. Der vil også være flere workshops, hvor børnene julehygger – i år med færre børn ad gangen, og med større afstand,” siger Kim Lauritsen.

Holder øje med kundetilstrømning

Under budskabet ”Tryg og sikker shopping” går Fisketorvet også en af årets travleste måneder i møde. Centeret har bl.a. skruet op for kommunikationen til kunderne på hjemmesiden, hvor de bl.a. kan få et overblik over de mest travle perioder på Fisketorvet. Men kunderne vil også blive informeret, mens de færdes i centeret, fortæller Helle García Korndal, Head of Commercial Management Denmark.

”Vi har skruet op for skiltningen med covid-relaterede sikkerhedsbudskaber. Der er skilte ved alle indgange og centergader samt på gulve og elevatordøre. En speak i højtalerne vil løbende minde vores gæster om at holde afstand og følge retningslinjerne.”

På Fisketorvet vil kunderne opleve, at centergaderne allerede er ensrettede. Der er indsat ekstra vagter og rengøringspersonalet har et øget fokus på udsatte flader som skærme, gelændere, elevatorknapper og toiletter. Derudover vil der blive holdt nøje øje med, om der er for mange gæster i centeret ad gangen.

”Vi har et digitalt tællesystem, som giver os en notifikation på mobilen, hvis vi nærmer os maks. kapacitet. Skulle det ske, har vi lagt en detaljeret plan for at stoppe kundetilstrømningen, som kan eksekveres på ganske få minutter,” siger Helle García Korndal.

På Fisketorvet har man i øvrigt valgt ikke at afholde juleevents grundet Covid-19.