Østre og Vestre Landsret har i hver sin sag forholdt sig til en banks rådgivning til en andelsboligforening i forbindelse med indgåelse af aftale om renteswap. Link til dommene fremgår i forlængelse af nedenstående resume.
Sag 1:
Den 19. november 2015 afsagde Vestre Landsret dom i den østjyske sag A/B E mod Bank 1. Sagen drejede sig om en renteswap-aftale, som bank 1 i 2006 havde solgt til foreningen, og som næsten kostede foreningen 20 millioner kroner.
Landsretten fandt, at banken ikke på tilstrækkelig tydelig måde havde gjort andelsforeningen opmærksom på, at renteswapaftalen ikke kunne imødekomme foreningens ønske om sikring af boligafgiften. Manglerne ved rådgivningen fandtes derfor for væsentlig og hævebegrundende. Foreningen fortabte dog sin mulige indsigelse om ugyldighed ved passivitet. Endvidere var foreningens principale og subsidiære påstand ubestemt og upræcis i en sådan grad, at påstandene ikke kunne tages til følge.
Ikke desto mindre havde banken pådraget sig erstatningsansvar. Foreningen ville have valgt et fastforrentet lån med delvis afdragsfrihed, hvis foreningen ikke havde indgået aftale om renteswap. Den alternative belåning ville have medført meromkostninger på cirka 2,1 millioner kroner. Da foreningen ikke havde taget højde for disse meromkostninger i sin tabsopgørelse, og da renteswappens negative markedsværdi, som ændrede sig fra dag til dag, ikke var et udtryk for et realiseret tab, var der ikke grundlag for at fastslå, at andelsboligforeningen havde lidt et tab som påstået. Landsretten tog herefter bankens frifindelsespåstand til følge.
Sag 2:
Den 29. oktober 2015 afsagde Østre Landsret dom i den sjællandske A/B T sag mod Bank 2. Sagen drejede sig om en renteswap-aftale, som bank 2 i 2005 og i 2007 havde solgt foreningen, og som kostede foreningen et større beløb.
Landsretten fandt, at foreningen senest den 25. marts 2010 havde kendskab til omstændigheder, som kunne begrunde et muligt erstatningskrav på grund af utilstrækkelig rådgivning. Foreningen rettede først henvendelse til banken den 12. oktober 2011 og gjorde blandt andet gældende, at der ikke var oplyst om rentetillæg. Dette afviste banken ved brev af 23. november 2011, hvorefter foreningen senest fik kendskab til sit mulige erstatningskrav 1½ år senere. Der gik endvidere yderligere 1½ år før foreningen gjorde sit krav gældende over for banken. Foreningen fandtes ikke at have fremsat sin mulige ugyldighedsindsigelse inden rimelig tid, som derfor fortabtes ved passivitet. Landsrettens tog herefter bankens frifindelsespåstand til følge.