/ Nyheder / En anderledes generalforsamling

En anderledes generalforsamling

Tirsdag den 26. maj 2020 blev EjendomDanmarks årlige generalforsamling afholdt, dog i et andet format end normalt.

Af

Det var en anderledes generalforsamling, der fandt sted hos EjendomDanmark i år.

COVID-19-udbruddet havde desværre gjort det umuligt at afholde forsamlingen som normalt. Derfor blev generalforsamlingen udskudt og afholdt digitalt, så deltagerne kunne være med – på afstand.

Til generalforsamlingen blev der netop sat fokus på COVID-19-udbruddets betydning for ejendomsbranchen – og ikke mindst den økonomiske krise, der er fulgt i i kølvandet på den: 

”Ejendomsbranchen er både direkte og indirekte ramt af krisen. Direkte, fordi tomgangen stiger, og værdierne falder. Og indirekte fordi i særdeleshed erhvervslejere falder fra eller har svært ved at betale lejen. Og netop her har rigtig mange i ejendomsbranchen vist det, som Mette Frederiksen har døbt samfundssind. Ved at føre dialog og samarbejde med lejerne i stedet for diktat,” sagde formand Henrik Dahl Jeppesen i beretning.

Derudover gav formanden en orientering om lovforslaget rettet mod § 5,2, der har fyldt meget i det daglige arbejde hos EjendomDanmark. 

Nye tider

Boligindgrebet bliver nemlig i disse dage endeligt behandlet, og ifølge Henrik Dahl Jeppesen er det bl.a. EjendomDanmarks arbejde med § 5,2, der har været med til at tage organisationen til helt nye højder.

Den udvikling skal fortsætte. Derfor har bestyrelsen fremlagt et forslag til en ny governancestruktur – den indre organisering. Ændringerne består bl.a. i at nedlægge de to sektionsbestyrelser, så der fremover er én hovedbestyrelse. Det forslag kunne dog ikke endeligt vedtages, da der ikke var nok medlemmer til stede ved generalforsamlingen.

Valg til bestyrelse

Der var også valg til bestyrelsen, og her blev Michael Brun og Jens Thoregaard begge genvalgt til ejersektionen, mens Jens Anker Hansen og Anne Marie Oksen blev genvalgt til administratorsektionen. 

Kenneth Søndergaard, Hovedstadens Ejendoms-administration, ønskede ikke at genopstille, og Per W. Hallgren, Jeudan havde valgt at fratræde  bestyrelsen.

EjendomDanmark siger stort tak til begge for mange års veludført bestyrelsesarbejde.

Det er planen, at der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling til efteråret. Her skal bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer debatteres og til afstemning.

Could not find post with assigned ID