/ Nyheder / Jannick Nytoft er ny administrerende direktør i EjendomDanmark

Jannick Nytoft er ny administrerende direktør i EjendomDanmark

EjendomDanmark har ansat Jannick Nytoft som ny administrerende direktør. Jannick Nytoft kommer fra en stilling som administrerende direktør i Dansk Venturekapital- og Private Equity Forening – i daglig tale DVCA.

Af

Jannick Nytoft
Jannick Nytoft er ny administrerende direktør i EjendomDanmark. Foto: Presse

Den 1. december tiltræder Jannick Nytoft som ny administrerende direktør i EjendomDanmark. Jannick Nytoft har siden 2009 været administrerende direktør i DVCA, der er brancheorganisation for venture- og kapitalfonde samt business angels.

”Jeg ser frem til samarbejdet med Jannick, som har stor ledelseserfaring fra sine tidligere jobs. EjendomDanmark er en veldrevet organisation i en positiv udvikling, hvor målet er at blive endnu mere åben, dynamisk og professionel. Jeg er personligt meget glad for, at Jannick har fundet stillingen som administrerende direktør i EjendomDanmark interessant,” siger John R. Frederiksen, formand for EjendomDanmark, der repræsenterer omkring 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.

Med i rygsækken har den nye administrerende direktør erfaringer fra tidligere jobs som politisk chef i PenSam, kommunikationschef i Plastindustrien i Danmark og som partner i en konsulentvirksomhed. Desuden har Jannick Nytoft været viceborgmester i Albertslund. Jannick Nytoft fortæller, at han altid har fundet ejendomsbranchen spændende.

”Ejendomsbranchen arbejder med central dansk infrastruktur, som vi alle på den ene eller anden måde bruger i vores hverdag. Ejendomsforeningen Danmark har mange udfordringer af relevans ikke bare for ejendomsbranchen men for hele samfundet. Med alle de centrale aktører repræsenteret, er EjendomDanmark et vigtigt middel til at sikre gode rammevilkår og samarbejde i branchen”, siger Jannick Nytoft og fortsætter.

”Efter et rigtig godt forløb med formanden og forretningsudvalget, var jeg ikke i tvivl om, at der er potentiale for et godt samarbejde fremover. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med EjendomDanmarks medlemmer, bestyrelse og sekretariat,” siger han.

Jannick Nytoft er 45 år og uddannet cand.scient.pol. og journalist.