Et bredt flertal i Folketinget har netop indgået en aftale om en ambitiøs klimalov. Loven fastslår bl.a. 70 %-målsætningen, styrker klimarådet og giver klimaministeren en pligt til at følge målsætningen. Det danner et godt udgangspunkt – og nu skal der mere konkrete tiltag på bordet, lyder det fra EjendomDanmark.
Det er historisk, at Folketinget har bundet sig selv til en så ambitiøs klimamålsætning. Og det er af enorm betydning, at aftalen er så bred
Jannick Nytoft
EjendomDanmark
I EjendomDanmark peger man på, at den grønne omstilling må og skal bygge på et bredt og langsigtet fundament – og at det er af stor betydning, at man får markedet med. Er det en fordel at være grøn, er der flere, der er det. Og det har alle en interesse i.
”Vi må og skal sikre, at flere får en direkte interesse og fordel i at være grønne. Det gælder ikke mindst i ejendomsbranchen, hvor vi oplever mange snubletråde, når det kommer til at iværksætte tiltag, der kunne reducere danske bygningers klimaaftryk,” lyder det fra Jannick Nytoft.
Vigtig med handlepligt – og den skal iværksættes med det samme
Aftalen indeholder en handlepligt, så klimaministeren årligt skal undersøge, om omstillingen er på rette vej, eller om der skal mere til.
”Vi ved, at vi skal i gang allerede nu og EjendomDanmark ser frem til at bidrage konstruktivt,” lyder det fra Jannick Nytoft.