LL § 13, stk. 2 (tidl. LL § 4, stk. 3)
Betalingspåkrav – besked om forsøgt aflevering på mail – digital kommunikation
I sagen havde U fremsendt et betalingspåkrav med almindelig post og med afleveringsattest. En “track and trace” attest viste, at afleveringsattesten var forsøgt afleveret, og at der var sendt en e-mail til modtager (L) af betalingspåkravet med informationer omkring, hvor brevet kunne afhentes.
Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse og anførte, at LL § 13, stk. 2 ikke kunne udstrækkes til andre dokumenter jf. herved også Vestre Landsrets kendelse af 1. april 2022 i sag B-106-22, optrykt i Fuldmægtigen 2022.55. Landsretten gjorde således i deres kendelse gældende, at det ikke var i strid med LL § 13, stk. 2, at postvæsenet fremsendte en e-mail til modtager omkring afhentning af det anbefalede brev. Dog kunne U i nærværende sag ikke bevise, hvilken e-mail postvæsenet havde anvendt.
På baggrund af den manglende dokumentation af specifik e-mailadresse fandt landsretten, at betalingspåkravet ikke var kommet frem til L.
Note 1: Der er altså intet til hinder for at beskeden bliver sendt med digital kommunikation, men det er afgørende, at man kan dokumentere at meddelelsen er fremsendt til lejers korrekte e-mailadresse.
Østre Landsrets kendelse af 4. oktober 2022
22. afd., sag B-442-22
Tidligere instans:
Odense Fogedrets kendelse af 30. juni 2022
Den 4. oktober 2022 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Østre Landsrets Plads 1, Nordhavn.
Som dommere fungerede landsdommerne Karen Hald, Alex Puggaard og Sebastian Knop Reventlow (kst.), førstnævnte som rettens formand.
Der foretoges
22. afd. kære nr. B-442-22:
[virksomhed1] ApS
(advokat Niels Lindeborg Johansen)
mod
[person1]
(advokat Ib Gorm Pedersen, beskikket)
Ingen var mødt eller indkaldt.
Der fremlagdes kæreskrift af 8. juli 2022, hvorved [virksomhed1] ApS har kæret Retten i Odense, fogedrettens, kendelse af 30. juni 2022 (FS 3950/2022) om, at sagen ikke fremmes.
Endvidere fremlagdes fogedrettens fremsendelsesbrev af 11. juli 2022 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.
Der fremlagdes endvidere kæresvarskrift af 25. august 2022 med bilag.
Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.
De modtagne bilag var til stede.
Supplerende sagsfremstilling
Det fremgår af e-mail af 5. august 2022 fra [virksomhed2], at der ikke er registreret nogen forstyrrelse i postbesørgelsen på adressen.
Retsgrundlag
Det følger af den dagældende lejelovs § 4, stk. 3, at meddelelser efter lejelovens § 87 og § 93, stk. 2, ikke kan afgives som digitale dokumenter.
Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag nr. L 139, s. 3403 fremgår under afsnit 3.2. Aftale om digital kommunikation bl.a.:
”De meddelelser, hvortil der i lejelovgivningen er knyttet et direkte eller indirekte skriftlighedskrav, vedrører forskellige situationer i parternes indbyrdes forhold. Retsvirkningerne, der er knyttet til de forskellige typer meddelelser, er derfor af mere eller mindre indgribende karakter. Til visse meddelelser er der knyttet retsvirkninger, der efter omstændighederne kan have vidtrækkende personlige og økonomiske konsekvenser for parterne.
Når der gives mulighed for at fremsende skriftlige meddelelser efter lejelovgivningen som digitale dokumenter er det særdeles vigtigt, at kommunikationen fungerer pålideligt og under betryggende former for begge parter. For at kommunikationen med digitale dokumenter kan komme til fungere efter hensigten i lejelovgivningen, er det nødvendig, at parterne løbende er opmærksomme på, at de kan forvente at modtage digitale dokumenter, samt at parterne er bevidste om, i hvilken form de kan forvente at modtage digitale meddelelser ifølge lejelovgivningen. Afslutningsvis under dette pkt. fremhæves en række eksempler på skriftlige meddelelser mellem lejelovgivningens parter. Dette skal tjene til at anskueliggøre de forskellige retsvirkninger, der er forbundet med skriftlig kommunikation mellem parterne.
Det foreslås, at opfyldelse af lejelovgivningens skriftlighedskrav alene kan ske ved fremsendelse af digitale dokumenter, når dette er aftalt mellem lejer og udlejer, eller udlejer og beboerrepræsentation. Indgåelse af aftale om digital kommunikation er frivillig for parterne. Der er ikke tale om en pligt til at indgå aftale om digital kommunikation, men udelukkende om en mulighed. Er der ikke indgået en sådan aftale, kan skriftlighedskrav i lejelovgivningen alene opfyldes ved fremsendelse af papirdokumenter.
Med lovforslaget kan parterne ved aftale give hinanden mulighed for at opfylde direkte og indirekte skriftlighedskrav ved anvendelse [af] digitale dokumenter. Heraf følger, at selv om der er indgået aftale om muligheden for digital kommunikation, er det ikke udelukket at opfylde skriftlighedskrav ved anvendelse af mere traditionelle medier, f.eks. brev. En aftale om digital kommunikation er således at opfatte som et supplement til allerede kendte skriftlige meddelelsesformer.
Der stilles ikke krav til indholdet af aftalen om fremsendelse af digitale dokumenter. Fordi det må forventes, at parterne på området ofte vil stille forskellige krav til aftalens udformning og indhold, er det i lovforslaget valgt ikke at fastsætte nærmere krav til aftalens indhold. Lovforslaget giver imidlertid ikke mulighed for at aftale, at udlejers skriftlige opsigelse af en lejeaftale (lejelovens § 87, stk. 1, og almenlejelovens § 89, stk. 1), at lejers skriftlige indsigelse mod udlejers opsigelse af lejeaftalen (lejelovens § 87, stk. 2, og almenlejelovens § 89, stk. 2), eller at udlejers skriftlige fremsendelse af påkravsskrivelse som følge af manglende betaling (lejelovens § 93, stk. 2, og almenlejelovens § 90, stk. 2) kan opfyldes ved fremsendelse af digitale dokumenter.
Begrundelsen for denne begrænsning i muligheden for at indgå aftale om opfyldelse af lejelovgivningens skriftlighedskrav ved fremsendelse af digitale dokumenter er, at retsvirkningerne knyttet til disse meddelelser er de mest indgribende for lejeren – som nedenfor beskrevet. Meddelelserne har direkte betydning for, om lejeren kan disponere over sin bolig i fremtiden. Det er derfor ekstraordinært vigtigt i forhold til disse meddelelser, at muligheden for fejlkommunikation begrænses så meget som overhovedet muligt. Det er opfattelsen, at særligt udlejers meddelelser i forbindelse med opsigelse og afgivelse af betalingspåkrav meget ofte sker ved fremsendelse af anbefalet brev. Der bør ikke gives adgang til at fravige denne meget udbredte og sikre kommunikationsform.
…”
Af de særlige bemærkninger til lovforslaget fremgår:
”Lovforslaget giver mulighed for at indgå aftaler om opfyldelse af lejelovens og boligreguleringslovens skriftlighedskrav ved kommunikation med digitale dokumenter mellem såvel udlejer og lejer som mellem udlejer og beboerrepræsentation. Der er ikke mulighed for at aftale, at udlejers skriftlige opsigelse af en lejeaftale, at lejers skriftlige indsigelse mod udlejers opsigelse af lejeaftalen, eller at udlejers skriftlige fremsendelse af påkravsskrivelse som følge af manglende betaling kan opfyldes ved fremsendelse af digitale dokumenter.”
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for fogedretten, idet [virksomhed1] ApS for landsretten har gjort gældende, at den dagældende lejelovs § 93, stk. 2, alene omhandler fremsendelsen af påkravet, men ikke den efterfølgende behandling af forsendelsen hos postvæsenet.
Efter votering afsagdes kendelse:
Som fastslået i Højesterets kendelse af 14. august 2015, gengivet i UfR 2015.3852, må et brev til en lejer med betalingspåkrav eller ophævelse af lejemålet, som udlejer har adresseret korrekt og sendt både som almindelig og anbefalet post, som udgangspunkt anses for at være kommet frem til lejeren på den dag, hvor brevet og meddelelsen om det anbefalede brev ved normal postbesørgelse er afleveret på adressen, herunder i brevkasse.
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at [virksomhed1] ApS’ brev med betalingspåkravet blev sendt både som almindelig post og med afleveringsattest. For så vidt angår betalingspåkravet sendt med afleveringsattest fremgår det af ”track & trace”-oplysninger fra [virksomhed2], at påkravsskrivelsen er forsøgt leveret, og at der er sendt mails til modtageren om, hvor brevet kan hentes. Som sagen er oplyst, lægger landsretten ligeledes til grund, at [virksomhed2] ikke i [person1]s postkasse har afleveret en meddelelse om, at brevet med betalingspåkravet lå til afhentning.
Landsretten finder, at de begrænsninger i anvendelsen af digitale dokumenter, som følger af den dagældende lejelovs § 4, stk. 3 (nugældende lejelovs § 13, stk. 2), ikke kan udstrækkes til andre dokumenter, end de i bestemmelsen anførte, jf. herved også Vestre Landsrets kendelse af 1. april 2022 i sag B-106-22, optrykt i Fuldmægtigen 2022.55. Det er således ikke i strid med dagældende lejelovs § 4, stk. 3 (nugældende lejelovs § 13, stk. 2), at postvæsenets meddelelse om det anbefalede brev er sendt pr. mail. Der foreligger imidlertid ingen oplysninger om, hvilken mailadresse [virksomhed2] har skrevet til, og allerede af den grund finder landsretten, at [virksomhed1] ApS ikke har løftet bevisbyrden for, at påkravsskrivelsen er kommet frem.
Med denne begrundelse stadfæster landsretten fogedrettens kendelse.
Thi bestemmes
Fogedrettens kendelse stadfæstes.
[virksomhed1] ApS skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale 2.500 kr. til statskassen.
Advokat Ib Gorm Pedersen tilkendes i salær 2.000 kr. med tillæg af moms. Beløbet betales af statskassen.
Retten hævet.
LFR