Under efterårets kommunalvalgkamp lancerede regeringen sine ambitioner for det boligpolitiske område med et boligpolitisk udspil i flere dele. En af delene var ønsket om at skabe flere ejerboliger – og nu er der landet en politisk aftale, der har til formål at gøre det til virkelighed.
Aftalen giver kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Bag aftalen er en forligskreds bestående af regeringspartierne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.
Hvordan aftalen konkret skal udmøntes, er dog ikke uddybet. EjendomDanmark deler ambitionen om et varieret boligmarked, men flere regler og krav i de i forvejen komplekse lokalplaner er ikke vejen frem.
”Vi skal uden tvivl have et mangfoldigt boligmarked med alle typer af boliger – ejerboliger, såvel som lejeboliger – men den vigtigste politiske opgave i øjeblikket består i at gøre det lettere at bygge flere boliger i det hele taget,” forklarer Jan Ellebye, politisk direktør i EjendomDanmark.
Sagsbehandlingstider trækker byudvikling i langdrag
EjendomDanmark har af flere omgange peget på løsninger, der kan være med til at gøre det lettere at øge byggeriet af nye boliger.
”Kortere sagsbehandlingstider på lokalplaner og byggesagsbehandling er to af de pointer, vi bliver ved med at gentage, fordi de er afgørende, hvad end man bygger ejerboliger eller lejeboliger, ” pointerer Jan Ellebye.
Han henviser samtidig til muligheden for at anvende uudnyttede tagetager til beboelse, som både er en hurtigere og mere bæredygtig vej til at skabe flere hjem.
Alle boligtyper har deres berettigelse
EjendomDanmark påpeger også, at man fra politisk side af bør være positivt stemt over for alle typer af boliger, fordi de opfylder forskellige behov.
”For nogen er ejerboligen det rette valg. For andre er det lejeboligen. Vi oplever fx, at ældre peger på lejeboligen som et godt valg, da der er færre forpligtigelser og større økonomisk frihed, og for unge er det især fleksibiliteten ved lejeboligen, der gør den attraktiv,” forklarer Jan Ellebye.
EjendomDanmark ser frem til at se, hvordan aftalen skal udmøntes i praksis.