Nu bliver det lettere at lade den familieejede ejendomsvirksomhed gå videre til næste generation. I dag er lovforslaget, der sidestiller ejendomsvirksomheder med andre virksomhedstyper nemlig blevet vedtaget i Folketinget.
“Det er kulminationen på en mangeårig kamp for at sikre ligestilling for de familieejede ejendomsvirksomheder, og derfor er det en stor sejr,” siger adm. direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.
Sidestilles med andre brancher
Lovforslaget giver ejendomsvirksomhederne samme vilkår som andre virksomheder ved generationsskifte med såkaldt succession.
“Det glæder mig, at det nu bliver muligt at lade familieejede ejendomsvirksomheder gå videre til næste generation på samme vilkår som i andre brancher,” siger Peter Stenholm og fortsætter:
“Med lovændringen siger vi farvel til nogle urimelige vilkår – og det skyldes i høj grad det gode samarbejde, vi har haft med politikerne, særligt fra Venstre. Både vi og vores medlemmer har oplevet stor forståelse for den frustration, det har skabt, at ejendomsbranchen blev stillet ringere end andre.”
Tæt samarbejde med Christiansborg
EjendomDanmark har i flere år ført en konstruktiv dialog med politikerne på Christiansborg om emnet. I forbindelse med forslaget om at lempe pengetanksreglen har organisationen desuden påpeget uhensigtsmæssigheder i lovforslagets oprindelige ordlyd.
“Det er helt centralt, at regeringen – på vores opfordring – har fået justeret lovforslaget, så det også dækker ejendomsvirksomheder, der samarbejder med eksterne om eksempelvis administration. Med den ændring er det ikke et krav, at virksomheden selv står for opgaver som lejekontrakter, så længe den stadig drives aktivt. Det er en vigtig præcisering,” siger Peter Stenholm.
En vigtig prioritet for familieejede ejendomsvirksomheder
Pengetanksreglen har i årtier været en betydelig økonomisk barriere for generationsskifter i familieejede ejendomsvirksomheder. Forslaget repræsenterer en væsentlig politisk milepæl for EjendomDanmark efter mange års målrettet indsats.
EjendomDanmark har været i tæt dialog med mange politikere, embedsværket og skatteeksperter for at drøfte den nærmere udformning af loven. Processen har ikke været uden udfordringer. I det oprindelige lovforslag blev adgangen til succession blandt andet knyttet til, om ejeren selv stod for at udarbejde og indgå kontrakterne.
EjendomDanmark har bragt problemstillingen op, og det forlød, at det ikke var hensigten at afskære en i øvrigt aktiv ejer fra succession, alene fordi der søges ekstern hjælp til administration af ejendommen. Det væsentlige element skulle derimod være, om ejeren træffer de for udlejningsvirksomheden væsentlige beslutninger, fx ved at have indflydelse på lejens størrelse i et markedslejemål. At det efterfølgende er en ekstern samarbejdspartner, der står for den praktiske kontraktindgåelse med lejeren, vil være uden betydning.
Pointerne er ligeledes fremhævet i EjendomDanmarks høringssvar til embedsværket, der blev indsendt før sommerferien. Du kan læse det her.
Nu skal vi se det leve
Med dagens vedtagelse, er den formelle proces afsluttet. Nu er det blot at se forslaget komme ud og leve når de første familier kan foretage et generationsskifte med de nye regler. Selve lovændringer har virkning fra d. 1 januar 2025, og får således tilbagevirkende kraft.
Hvis du vil læse hele loven som i dag er vedtaget kan den findes her