/ GD 2023/22 Ø

GD 2023/22 Ø

RPL

Administrator var ikke rette sagsøgte – det var U

Lejerne stævnede administrator i en sag om lejeforhøjelse. Boligretten tog sagsøgtes afvisningspåstand til følge og afviste sagen, da administrator ikke var rette sagsøgte. U var rette sagsøgte.

Landsretten stadfæstede boligrettens dom.

Dom afsagt af Østre Landsret, 20. afd., den 23. juni 2022 (BS-24873)

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 23. juni 2022

Sag BS-24873/2021-OLR (20. afdeling)

[person1] og

[person2]

(advokat Jeppe Holt v/advokatfuldmægtig Anders Borch-Christensen)

mod

[U] ApS (advokat René Rasmussen)

Retten i Næstved har den 14. juni 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS16835/2019-NAE).

Landsdommerne Thomas Lohse, Henrik Bitsch og Rikke Baier Holgersen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanterne, [person1] og [person2], har gentaget deres påstand for byretten om, at huslejenævnets afgørelse af 12. marts 2019 ophæves som ugyldig, subsidiært hjemvises til fornyet behandling. De har endvidere nedlagt følgende subsidiære påstande:

Subsidiært:

  1. Indstævnte, [U] ApS, tilpligtes at anerkende, at årslejen pr. 1. april 2019 for lejemålet beliggende Storgade […], 4180 Sorø, udgør kr. 66.617,28, subsidiært et efter boligrettens skøn lavere beløb end kr. 92.950.
  2. Indstævnte, [U] ApS, tilpligtes i overensstemmelse med påstand 1 at tilbagebetale huslejeforhøjelse fra og med 1. april 2019 og så længe beløbet opkræves med tillæg af procesrenter fra de enkelte betalingstidspunkter til, at betaling sker.

Indstævnte, [U] ApS, har påstået dommen stadfæstet. Subsidiært: frifindelse.

Mere subsidiært: stadfæstelse af Sorø Huslejenævns kendelse af 12. marts 2019.

Supplerende sagsfremstilling

Af den i byrettens dom omtalte meddelelse af 14. november 2018 til appellanten [person2] fremgår bl.a.:

”Vedr. ny ejer af ejendommen Storegade […], 4180 Sorø

Som du sikkert er bekendt med har ejendommen været til salg via […] Erhvervsmægler. Vi har indgået en aftale med nuværende ejer om overtagelse af ejendommen den 15. november 2018.

Ny ejer er [xxx] Ejendomme A/S, som er et lokalt ejendomsselskab fra Slagelse.

[xxx] Ejendomme A/S har indsat [U] ApS som administrator, … For mere information om [xxx] Ejendomme A/S henviser vi til vores hjemmeside: […dk]

… ”

Af en mail af 7. januar 2019 fra [xxx] Ejendomme A/S til [person2] fremgår bl.a.:

”Hej [person2]

Tak for din mail.

Jeres indsigelse er noteret og sagen vil blive indbragt for Huslejenævnet snarest.

Med venlig hilsen [person3]

[xxx] Ejendomme A/S

Der er ikke afgivet forklaringer for landsretten.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

[person1] og [person2] har yderligere anført bl.a., at indstævnte ikke har gjort indsigelse imod, at huslejenævnet betegnede indstævnte som ”modpart” henholdsvis ”udlejer”, og at huslejenævnets tilrettede afgørelse af 6. september 2019 igen angav indstævnte som lejers modpart. Hvis huslejenævnets afgørelse ikke ophæves, bør sagen hjemvises til en ny og grundig behandling i huslejenævnet, da [xxx] Ejendomme A/S ikke var part i sagen for huslejenævnet.

[U] ApS har heroverfor yderligere anført bl.a., at det følger af retspraksis på området, at der ikke kan bortses fra forkerte partsbetegnelser og der er ikke adgang til at korrigere sådanne, hvilket appellanten i øvrigt heller ikke har forsøgt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det fremgår af ovennævnte meddelelse af 14. november 2018, som appellantens advokat har været i besiddelse af før sagens anlæg ved boligretten, at [xxx] Ejendomme A/S er ejer, og at [U] ApS er administrator.

Det fremgår også af mail af 7. januar 2019 fra [person3], som er sendt direkte til [person2], at udlejer er [xxx] Ejendomme A/S, og at det således er udlejer, der har modtaget indsigelsen over lejeforhøjelsen og vil foranledige denne indbragt for huslejenævnet. Herefter, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, stadfæster landsretten byrettens dom.

Efter sagens udfald skal [person1] og [person2] i sagsomkostninger for landsretten betale 18.000 kr. til [U] ApS til dækning af udgifter til advokatbistand eksklusive moms.

Thi kendes for ret

Byrettens dom stadfæstes

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanterne, [person1] og [person2] inden 14 dage betale 18.000 kr. til indstævnte, [U] ApS. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

MSJ