RPL § 260 og § 596
Ejendoms- og administrationsselskab kunne ikke indgive anmodning om L’s udsættelse af lejemål. Anmodning skulle indgives af U eller dennes advokat
Et ejendoms- og administrationsselskab B indgav på U’s vegne en anmodning om udsættelse af L. Fogedretten afviste anmodningen, da den ikke var indgivet af U eller dennes advokat. Fogedretten oplyste, at det følger af RPL § 260 stk. 1, at en part kan lade en anden møde for sig i retten. Dertil at advokater er eneberettigede til at møde i retten, som fuldmægtige for parterne, jf. RPL § 260, stk. 2, samt at det også gælder i fogedsager, hvor der under retsmødet skal foregå forhandling om en tvist.
B kærede afgørelsen og nedlagde påstand om, at fogedretten skulle tilpligtes at realitetsbehandle sagen, idet det blev anført, at B skulle anses som rettergangsfuldmægtig for U. B gjorde gældende, at der ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 var indført en mulighed for at andre end advokater kan give møde og indgive processkrifter for fogedretten. B oplyste, at sagen vedrørte en udsættelsessag, som var omfattet af RPL § 260, stk. 10, hvorfor B var berettiget til at indgive sagen og give møde for U. B oplyste endvidere, at det var en tidligere advokat, jurist, der havde indgivet sagen, og at B siden 2008 i dusinvis havde indbragt og mødt i udsættelsessager for U ved fogedretterne i Københavns byret og Retten på Frederiksberg.
Efter gennemgang af retsgrundlaget i RPL § 260 stk. 1, 2 og 10, samt formuleringer fra tidligere bestemmelser og sproglige fortolkninger lagde landsretten vægt på, at der ikke er foretaget indholdsmæssige ændringer i reglerne ved loven af 2007, samt at det ud fra en naturlig sproglig forståelse, alene er rekvisitus (L), som kan lade sig repræsentere af en anden, som vedkommende har tillid til. Dette støttes af forarbejderne til retsplejeloven af 1916.
Fogedretten havde ved fremsendelse af sagen bemærket, at den i afgørelsen rettelig burde have anført, at rekvirenten i en umiddelbar fogedforretning ikke er berettiget til at give møde ved andre end advokater i medfør af RPL § 260, stk. 10. Efter bestemmelsen var det alene den, som retshandlingen retter sig imod, dvs. rekvisitus (her L), der kunne give møde ved andre end advokater. Fogedretten havde derudover henholdt sig til den trufne afgørelse.
Landsretten stadfæstede fogedrettens afgørelse, dersom det af kærende i øvrigt anførte ikke kunne føre til andet resultat, end at anmodningen om udsættelse, for så vidt som den ikke var indgivet af U eller dennes advokat, var afvist.
Østre Landsrets kendelse af 26. oktober 2022
10. afd., sag B-566-22
Tidligere instans:
København Fogedrets fogedforretning af 14. september 2022
Den 26. oktober 2022 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Østre Landsrets Plads 1, Nordhavn.
Som dommere fungerede landsdommerne Susanne Lehrer, Malou Kragh Halling og Katja Høegh, førstnævnte som rettens formand.
Der foretages
10. afd. kære nr. B-566-22: [virksomhed1] ApS
mod
[person1]
Ingen var mødt eller indkaldt.
Der fremlagdes kæreskrift af 22. september 2022 med bilag, hvorved [virksomhed2] ApS på vegne af [virksomhed1] ApS har kæret Københavns Byrets, fogedrettens, afgørelse af 14. september 2022 (FS M4-10111/2022) om afvisning af en anmodning om udsættelse af [person1] af lejemålet [adresse1], st. tv, [by1]
Endvidere fremlagdes fogedrettens fremsendelsesbrev af 26. september 2022 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.
Parternes påstande og anbringender
[virksomhed1] ApS har nedlagt påstand om, at fogedretten skal tilpligtes at realitetsbehandle sagen, da [virksomhed2] ApS skal anses som rettergangsfuldmægtig for [virksomhed1] ApS ved sagens behandling i fogedretten. [virksomhed1] ApS har til støtte herfor anført navnlig, at der ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 blev indført mulighed for, at andre end advokater kan give møde og indgive processkrifter for fogedretten. Sagen vedrører udsættelse af en lejer ved fogedretten og er derfor omfattet af retsplejelovens § 260, stk. 10, hvorfor ejendomsselskabet er berettiget til at indbringe sagen og give møde ved fogedretten på vegne af [virksomhed1] ApS. Ejendomsselskabet har siden 2008 indbragt og mødt i dusinvis af udsættelsessager for [virksomhed1] ApS ved fogedretterne i Københavns Byret og Retten på Frederiksberg, idet ejendomsselskabet administrerer over 80 bolig- og erhvervslejemål for [virksomhed1] ApS. Udsættelsesforretninger er en naturlig del af den ydelse, som ejendomsselskabet leverer for ejendomsudlejere, og ejendomsselskabet giver altid møde ved en medarbejder, der er uddannet cand.jur. Den foreliggende sag er indbragt for fogedretten af en medarbejder, som er tidligere advokat med deponeret advokatbestalling.
Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæren.
Retsgrundlaget
Af retsplejelovens § 260 fremgår:
“En part kan lade en anden møde for sig i retten efter nedenstående regler i stk. 2-10 om rettergangsfuldmægtige.
Stk. 2. Advokater er eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne, medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10.
Stk. 10. Under skiftebehandlinger er det tilladt at lade møde for sig ved andre end de personer, der er nævnt i stk. 2 og 3. Det samme gælder under fogedforretninger, herunder auktionsforretninger, for den, imod hvem retshandlingen er rettet, og under auktionsforretninger for dem, der afgiver bud under auktionen. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis der under retsmødet skal foregå forhandling om en tvist, jf. dog § 495, stk. 2.”
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 260, fjerde stykke, i lov nr. 90 af 11. april 1916 om rettens pleje. Retsplejelovens af 1916 havde baggrund i et lovudkast fra juni 1877 udarbejdet af Proceskommissionen af 1868. Lovudkastets § 59 havde følgende ordlyd:
“Under Skiftebehandlinger er det tilladt at lade møde for sig også ved Andre end de i de tvende foregaaende Paragrafer omhandlede Personer, og det samme Bjælder under Fogedforretninger for dens Vedkommende, imod hvem Retshandlingen er rettet.”
Bemærkningerne til § 59 hedder det, jf. lovudkastet, side 47:
“Kapitel IV.
Om Rettergangsfuldmægtige
Hvad angaar Fogedforretninger, er det saavel i Betragtning af disse Forretningers særdeles Beskaffenhed som med hensyn til Slutningen af Pl. 23. August 1753 endog antaget, at man i Reglen maa lade sig repræsentere ved en Sagfører, dog at Rekvisitus, som ikke i Forvejen kan sørge for sit Forsvar, maa have Adgang til at tage til Assistance en anden Person, til hvem han har Tillid, og som øjeblikkelig kan være tilstede. Til den saaledes udviklede Anskuelse har man i det foreliggende Forslag sluttet sig, forsaavidt angaar Fogedforretninger, under hvilke efter Forslagets Ordning ogsaa Tvangsauktioner ligefrem ere indbefattede,
Fogedretten har ved sagens fremsendelse bemærket, at fogedretten i afgørelsen rettelig burde have anført, at rekvirenten i en umiddelbar fogedforretning ikke er berettiget til at give møde ved andre end advokater i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 10. Efter bestemmelsen er det alene den, som retshandlingen retter sig imod, dvs. rekvisitus, der kan give møde ved andre end advokater. Fogedretten har derudover henholdt sig til den trufne afgørelse.
De modtagne bilag var til stede.
Efter votering afsagdes kendelse:
Efter retsplejelovens § 260, stk. 10, er det under fogedforretninger tilladt for den, imod hvem retshandlingen er rettet, at lade møde for sig ved andre end de personer, der er nævnt i § 260, stk. 2 og 3. Det gælder dog ikke, hvis der under retsmødet skal foregå forhandling om en tvist, jf. stk. 10, 3. pkt.
Adgangen til efter § 260, stk. 10, at lade sig repræsentere ved andre personer under ikketvistige fogedforretninger omfatter “den, imod hvem retshandlingen er rettet”. Med hensyn til umiddelbare fogedforretninger om udsættelse af lejemål, jf. retsplejelovens § 596, stk. 1, må dette udtryk efter en naturlig sproglig forståelse – som anført af fogedretten – anses alene at omfatte lejer (rekvisitus). Denne fortolkning understøttes af forarbejderne til retsplejeloven af 1916, hvorefter reglerne om rettergangsfuldmægtige for så vidt angår fogedforretninger tog sigte på at give rekvisitus adgang til at søge bistand af en anden person, som rekvisitus havde tillid til, jf. Proceskommissionens lovudkast fra juni 1877 (bemærkningerne til § 59). Landsretten bemærker herved, at retsplejelovens § 260, stk. 10, blev nyaffattet, men ikke indholdsmæssigt ændret i forbindelse med den lempelse af advokaters møderetsmonopol, som skete ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed).
Herefter, og da det af kærende i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten, at anmodningen om udsættelse, for så vidt som den ikke er indgivet af rekvirenten eller dennes advokat, er afvist, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse. Landsretten har under hensyn til det, som kæren angår, ikke fundet anledning til at tage stilling til, om [virksomhed2] ApS kan indgive kære som sket.
Thi bestemmes
Fogedrettens afgørelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part.
Retten hævet.
PSK