/ Nyheder / Erhvervspuljen bidrager til mere grønne ejendomme

Erhvervspuljen bidrager til mere grønne ejendomme

Wihlborgs har fået accepteret ni ansøgninger om tilskud til grøn energioptimering via Erhvervspuljen. Tilskuddet går blandt andet til at udskifte gamle gaskedler.

Af

Erhvervspuljen er resultatet af en politisk energiaftale fra 2018, der frem til 2029 skal uddeles som tilskud til grønne projekter i erhvervslivet. Foto: Lisbeth Holten

ESG-udvikler Mikkel Willard fra Wihlborgs står i spidsen for at udvikle en strategi, der sætter skub i den grønne omstilling og skaber bæredygtighed i virksomhedens mere end 60 kontor- og lagerejendomme i Storkøbenhavn.

Derfor blev han også nysgerrig, da han for et par år siden modtog en mail, der handlede om et initiativ ved navn Erhvervspuljen.

”Jeg læste Energistyrelsens vedledning til ansøgning om erhvervstilskud til energieffektiviseringer igennem og tænkte bare, at det kan vi da godt selv håndtere, og så gik jeg i krig med det,” fortæller han.

Pulje til grøn omstilling

Erhvervspuljen er resultatet af en politisk energiaftale fra 2018. I 2020 fik den tilført flere midler i forbindelse med en ny klimaaftale, der betød, at puljen samlet råder over 3,7 mia. kr., der frem til 2029 skal uddeles som tilskud til grønne projekter i erhvervslivet.

Efter en svær begyndelse, hvor der manglede ansøgere, når Energistyrelsen åbnede for ansøgningsrunder, har den seneste tids røre om forsyningssikkerhed og eksplosivt stigende gaspriser i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine skabt fornyet interesse for Erhvervspuljen.

Wihlborgs er én af de virksomheder, der tidligt fik øjnene op for puljen, og den har indtil videre søgt tilskud til ni projekter, der alle har fået tilsagn.

Wihlborgs har et mål om at være CO2-neutral i 2045 og at have halveret udledningen med 50 procent i forhold til 2018 i 2030.

”Og det er jo lige rundt om hjørnet, så det er afgørende at konvertere væk fra fossile brændsler for at komme i mål,” som Mikkel Willard konstaterer.

”Nogle fantastiske projekter”

De ni projekter er primært konvertering af varmeforsyning fra gaskedler til varmepumpe eller fjernvarme, mens et enkelt er udskiftning af udendørs belysning.

”Hvis man summer det hele sammen, er det nogle fantastiske projekter, der sparer både en masse energiforbrug og en hulens masse CO2. Og samtidig er der også god økonomi i det,” fortæller Mikkel Willard.

I alt har hans ansøgninger sikret Wihlborgs tilskud til projekterne på et par millioner kroner, mens den samlede besparelse ifølge beregningerne bliver på 961 ton CO2 og 3.791 MWh årligt. 

Et resultat, som Wihlborgs’ ESG-udvikler er godt tilfreds med.

”Det er den største motivationsfaktor, at vi skal have fart på den grønne omstilling og reducere vores CO2-aftryk, og det gør vi nemmest og hurtigst ved at konvertere væk fra naturgassen. Men det er selvfølgelig dejligt, at der også er en økonomisk gevinst,” siger han.

Branche med stort potentiale

I Energistyrelsen har man længe haft øje for det potentiale, der ligger i branchen for udlejning af erhvervsbygninger.

Ikke mindst fordi branchen fra begyndelsen har været en af de mest aktive med 289 ansøgninger om tilskud fra Erhvervspuljen.

”Vi er utrolig glade for, at så mange allerede har søgt. Vi ved, at bygningsmassen generelt set står for cirka 40 procent af det samlede energiforbrug, og derfor er der også et kæmpe potentiale for yderligere besparelser, der kan være til gavn for både den grønne omstilling og ansøgernes konkurrenceevne,” siger Rikke Reumert Schaltz, der er kontorchef i Energistyrelsen.

Også af en anden grund er erhvervsudlejerne særligt interessante. 

”Det giver os mulighed for igennem Erhvervspuljen at hjælpe de virksomheder, der er lejere, og som ellers ikke har et åbenlyst incitament for at gennemføre energibesparende projekter i de bygninger, hvor de holder til,” siger Rikke Reumert Schaltz.

Smidigt samarbejde

I Energistyrelsen har man løbende forsøgt at optimere forholdene for ansøgerne, og selvom der er omfattende dokumentationskrav for nogle projekter, har samarbejdet med Erhvervspuljen for Mikkel Willard været ligetil.

I mange tilfælde har han kunnet genbruge viden og informationer.

”Har man en ensartet bygningsmasse, kan det godt være, at der skal en større mængde arbejde til med den første ansøgning, men derfra bliver det nemmere og nemmere,” siger han og roser samtidig parløbet med Energistyrelsen:

”Jeg synes, at samarbejdet har været virkelig smidigt. Det meste kan man læse sig til digitalt, og ellers kan man altid fange dem telefonisk, hvor de er virkelig gode til at svare – også på mails,” siger han.

Går det som planlagt med projekterne, er Wihlborgs’ portefølje snart fri for bygninger opvarmet med naturgas.

Alligevel er der stadig masser at hente i tilskudsordningen for virksomheden.

”Lige så længe vi har projekter, hvor det giver mening, vil vi arbejde videre med Erhvervspuljen,” siger Mikkel Willard.