/ Nyheder / Digitalisering ændrer markedet og skaber nye muligheder

Digitalisering ændrer markedet og skaber nye muligheder

Digitale løsninger giver nye indsigter i eksisterende markeder og åbner for nye. Samtidig ændrer digitaliseringen konkurrenceparametre for udlejning og sætter fokus på service. Det fremgår af et litteraturstudie, EjendomDanmark har fået foretaget, som led i et toårigt digitaliseringsprojekt.

Af

House, Real Estate Agent, Backgrounds, Loan

Digitalisering er blevet en større del af arbejdslivet, vores forbrugsmønstre og sociale relationer. Det smitter af på ejendomsmarkedet, hvor lejerne har nye krav og ønsker til deres lejemål, men det åbner også for nye markeder og indsigter for ejendomsbranchen. Det viser de første resultater af litteraturstudiet, som BUILD ved Aalborg Universitet står bag.

Nye investeringsstrategier

Studiet peger på, at digitalisering er blevet en væsentlig faktor for investeringer i fremtidens lejemål. Det kommer blandt andet til udtryk i retail-segmentet, hvor service og sociale oplevelser kommer til at fylde mere, mens de fysiske varer i højere grad handles online.

”Nethandlens påvirkning af handelsmønstre medvirker her til, at placeringen af butikslejemål, omgivelserne og nærheden til andre typer af tilbud bliver endnu mere vigtigt,” siger Anders Kristian Busk Nielsen, der er videnskabelig assistent på BUILD og står bag litteraturstudiet.  

Mere service og fleksibilitet

Digitalisering skubber også på nye behov og krav fra lejernes side inden for kontorudlejning – blandt andet er der en stigende efterspørgsel på service og fleksibilitet i lejeforholdet.

”Service på arbejdspladsen og kontorets nærhed til infrastruktur vil blive helt centrale konkurrenceparametre. Men også fleksible delekontorer med servicefaciliteter er i fremgang. Omfanget af freelance-arbejde er stigende, og virksomheder løser i tiltagende grad midlertidige ressourceudfordringer ved at leje sig ind i delekontorer,” forklarer Anders Kristian Busk Nielsen.

Nye markeder og indsigter

Et element, der også behandles i litteraturstudiet er, at data fortsat vil bane vejen for nye serviceydelser og analytiske værktøjer i branchen. Platformsteknologier, der er drevet af data og producerer store mængder data, skaber allerede nye markeder inden for deleøkonomi såsom korttidsudlejning, vedligeholdelse af lejemål og automatisering af kommunikationen mellem ejer og lejer.  

Også ejendomssøgemaskiner falder i denne kategori og skaber med data om brugernes søgninger helt nye indsigter i ejendomsmarkedet.

”Eksempelvis kan efterspørgslen følges dag for dag og kortlægges på et meget detaljeret niveau i forhold til lejemålets karakteristika – på den måde kan man bedre følge, hvad der er stigende interesse for i markedet,” siger Anders Kristian Busk Nielsen.  

Blockchain – del af fremtidens ejendomsbranche?

Blockchain er en af de digitale teknologier, der er store forventninger til, viser studiet. Teknologien kan lagre informationer om ejerforhold i et uafhængigt og offentligt register. Blockchain ses som en vej til at effektivisere processen ved køb- og salg af ejendomme, få en større transparens og standardisering af ejendomsdata og i sidste ende en større sikkerhed i transaktionsprocessen.

Blockchain-teknologien er i et tidligt udviklingsstadie, men litteraturen afslører, at flere pilotprojekter er i gang – og nogle af dem endda tæt på Danmark, fortæller Anders Kristian Busk Nielsen.

”For eksempel i forbindelse med landmåling og registrering af ejerskab i Sverige, Australien og England. I USA testes automatisering af salgsprocessen i et samarbejde mellem private virksomheder og tinglysningsmyndigheder, og i Rotterdam testes teknologien til udlejning af ejendomme, ”siger Anders Kristian Busk Nielsen, der mener, at Blockchainteknologien er et interessant bud på fremtidens digitale udvikling.

Læs litteraturstudiet