/ Nyheder / Foreninger advarer: Regeringens Airbnb-knæfald rammer unge værelsesjægere på presset boligmarked

Foreninger advarer: Regeringens Airbnb-knæfald rammer unge værelsesjægere på presset boligmarked

Politikerne foreslår at lave undtagelser for dele af korttidsudlejningen, men det vil ændre karakteren af vores boliger og presse boligmarkedet hårdt.

Af

Foto: Unsplash, Sonnie Hiles

Sommerens politiske aftale om dele- og platformsøkonomi ligner ikke længere sig selv. Det står klart, efter at regeringen har fremsat det sidste af tre lovforslag, der skal udmønte aftalen. Der åbnes for en massiv og uhensigtsmæssig udlejning af boliger og værelser, som vil medvirke til at presse et i forvejen hårdt presset boligmarked yderligere. Der skabes ikke klarhed over reglerne, og myndighederne får ikke de nødvendige værktøjer til at sikre, at lovgivningen overholdes.

Den politiske aftale var klar i sin formulering og fastsatte en grænse for, hvor meget en bolig må udlejes i korte perioder, typisk til turister. Men med lovforslaget er udlejningen af enkeltværelser undtaget, og grænsen gælder kun for udlejning af den fulde helårsbolig.

Det giver en mulighed for, at boliger og værelser kan udlejes store dele af året i enten den ene eller anden form. Og når det samtidig er aftalt, at korttidsudlejning skal have meget attraktive vilkår gennem øgede fradrag og lav beskatning, så er forretningscasen klar.

Det bliver økonomisk meget attraktivt at korttidsudleje sin bolig eller boligens værelser hele året rundt. Ligesom reglerne for korttidsudlejning er langt mere fleksible, end når man lejer ud for længere tid. Udlejer man en bolig eller et værelse på helårsplan, sætter lovgivningen snævre rammer for fastsættelsen af huslejen. Vælger man i stedet at udleje samme bolig eller værelse via Airbnb eller Booking.com, er der frie rammer for prisfastsættelse. Det fremmer selvfølgelig motivationen til at korttidsudleje på et marked, hvor efterspørgslen er stor.

Konsekvensen er imidlertid et større pres på boligmarkedet, som vil gøre det sværere for blandt andre studerende at få et værelse at bo i. Samtidig vil forskellige rammer for udlejning af hele boligen og udlejning af værelser gøre det ekstremt vanskeligt at kontrollere, om lovgivningen overholdes. Kontrollen vanskeliggøres også af, at der sættes en grænse for antallet af udlejningsdage, mens myndighederne kun kan få oplyst udlejerens indtægt. Et beløb siger ikke noget om, hvorvidt der er tale om udlejning af et værelse eller af hele boligen. Man kan ikke lovgive om æbler og føre tilsyn på pærer.

Desværre giver lovforslaget ikke brugbare værktøjer til at kontrollere, om korttidsudlejning er systematisk, og boligen dermed har fået karakter af hotel. Det efterlader tilsynsmyndighederne – Erhvervsstyrelsen og kommunerne – uden mulighed for at føre den fornødne kontrol.

På trods af at vi hver især i det lovforberedende arbejde på det kraftigste har advaret mod at undtage korttidsudlejning af værelser fra udlejningsloftet, har regeringen valgt at holde fast. Alt tyder desværre på, at regeringens meget profilerede aftale med Airbnb om at dele information om udlejernes indtægter er indgået under forudsætning af øget skattefradrag og undtagelser fra den politisk aftalte udlejningsgrænse.

En høj pris at betale for at få Airbnb til at gøre det samme, som andre udlejningsvirksomheder har gjort i årevis. Hensynet til en stor international platformsvirksomhed og den enkeltes mulighed for at tjene penge på korttidsudlejning af egen bolig synes at gå forud for hensynet til allerede vedtagne lejeregler og ikke mindst for at sikre, at boligområder primært er til for at bo og leve I.

Vi vil opfordre Folketingets partier til at holde sig til sommerens politiske aftale om dele- og platformsøkonomi. Og at sikre vedtagelse af en lov, der faktisk kan håndhæves. Der skal ikke laves undtagelser for dele af korttidsudlejningen. Det ændrer karakteren af vores boliger. Det presser boligmarkedet. Og det underminerer muligheden for at sikre, at den private korttidsudlejning ikke fortsætter ukontrollabelt.

 

Debatindlægget er bragt i Politiken d. 12. marts 2019.