/ Nyheder / Rekordhøj kontorbeskæftigelse

Rekordhøj kontorbeskæftigelse

Er man på udkig efter kontorlokaler, er der i øjeblikket færre varer på hylderne at vælge imellem. Også butiksudlejningen nyder godt af, at det fortsat går godt for dansk økonomi.

Af

Foto: istock

Færre ledige lokaler og stigende priser. Det er konsekvensen af, at der for første gang er mere end tre millioner danskere i arbejde. Næsten 1,25 mio. er beskæftigede med kontorarbejde, hvilket også er rekord. Det viser en ny undersøgelse fra EjendomDanmark. Det er især København og Aarhus, som driver efterspørgslen, mens 8,6 procent af kontorlokalerne på landsplan i øjeblikket står tomme og venter på at blive indrettet til kontor.

“Det går fortsat godt for dansk økonomi, hvor det særligt er kontor, handel og service, der buldrer frem, og det betyder en øget efterspørgsel på kontorlokaler og butikker særligt i de større byer,” siger Jannick Nytoft, adm. Direktør i EjendomDanmark.

Efterspørgslen betyder samtidig, at det er blevet dyrere for lejerne at sidde på deres kontorstol. Lejen er vokset med 3,1 procent siden sidste år, hvilket svarer til 1.1 mia. kr. i ekstra lejeindtægt til ejendomsbranchen.

Også antallet af tomme butikslokaler ligger på et lavt niveau på 6 procent.

”At der er godt gang i handelslivet vidner igen om en god, stærk dansk økonomi. Forbrugerne har flere penge mellem hænderne, og det betyder, at også handelslivet trives. Men samtidig vil der være visse områder af Danmark, hvor butikker som sådan er under pres. Det gælder særligt uden for storbyerne og provinserne”, siger Jannick Nytoft.

Også lejen på boliger stiger en anelse efter tre kvartaler, hvor udviklingen ellers har været status quo. Specielt i de store byer, er der blevet bygget flere nye boliger, og det har været med til at dæmpe væksten i leje.

1,25 mio.

er beskæftigede med kontorarbejde, hvilket er rekord. Den store efterspørgsel betyder, at det er blevet dyrere for lejere, og der er færre ledige lokaler.

Kontakt