/ Nyheder / Nye lokaler til ny strategi

Nye lokaler til ny strategi

Som led i en ny strategiplan med øget fokus på samarbejde, videndeling og politisk interessevaretagelse har EjendomDanmark solgt sin ejendom på Nørre Voldgade i København. Interesseorganisationen ønsker mere moderne og tidssvarende lokaler.

Af

”Ejendommen på Nørre Voldgade har tjent os godt siden 1936. Desværre er indretningen i mindre lejligheder over flere etager ikke ideel til en moderne interesseorganisation, der satser på videndeling og bredt samarbejde. Og til at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere,” siger Jannick Nytoft, administrerende direktør for EjendomDanmark.

Ejendommen er blevet solgt til selskabet København City ApS for 59 mio. kr. og overtages 1. juli 2019. EjendomDanmark har foreløbig indgået lejekontrakt med den nye ejer, Martin Sørensen, og flytter derfor ikke fra adressen lige med det samme.

Vi er i øjeblikket i gang med at se på forskellige muligheder i det centrale København, og det er vores klare forventning, at vi i løbet af det kommende år har fundet vores nye adresse”, siger Jannick Nytoft, adm. Direktør for EjendomDanmark

I 2018 lancerede EjendomDanmark en ny strategi, der frem mod 2021 skal bidrage til at gøre erhvervsorganisationen mere moderne. Målet er større politisk indflydelse og større værdi for medlemmerne.

De første resultater af den nye strategi så allerede dagens lys i 2018, hvor EjendomDanmark fik nyt navn og logo. Herefter fulgte salget af ejendommen på Nørre Voldgade i foråret 2019. Ønsket om synlighed vil også skinne klart igennem, når EjendomDanmark efter sommerferien blandt andet præsenterer en ny hjemmeside.

Kontakt