/ Nyheder / Lejer kan risikere at hæfte økonomisk for væggelus i lejeboligen

Lejer kan risikere at hæfte økonomisk for væggelus i lejeboligen

Væggelus hopper i stigende grad med som blinde passagerer i bagagen, når danskere vender hjem fra ferie. Lejer kan risikere at hæfte for udgifterne til bekæmpelse, hvis han ikke informerer udlejer, siger adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft.

Af

Har du været en tur sydpå i sommerferien? Eller har du haft boligen lejet ud gennem Airbnb? Så er det en god idé at være ekstra opmærksom, hvis du vågner op med kløende insektbid.

Særligt hvis du bor i en lejebolig, bør du reagere straks og informere udlejer. For hvis væggelusene spreder sig til andre lejligheder, kan det blive en dyr fornøjelse, lyder det fra EjendomDanmark, der er erhvervsorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom.

”Lejer har en oplysningspligt over for sin udlejer, for det er jo kun lejeren, der til daglig har adgang til lejemålet, og som har mulighed for at opdage problemer med skadedyr. Derfor risikerer lejeren også at blive gjort erstatningsansvarlig for udgifterne til bekæmpelsen, hvis han ikke giver besked til udlejeren,” siger adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft.

EjendomDanmark får ofte henvendelser fra medlemmer, der har problemer med væggelus.

“Væggelus er et stigende problem for en del af vores medlemmer, som må bruge flere og flere ressourcer på det. Der er helt klart et behov for, at folk bliver mere opmærksomme på risikoen for at få væggelus”, siger Jannick Nytoft.

Stigende temperaturer giver flere skadedyr

Ifølge Brian Langholm, der er serviceansvarlig i Dansk Skimmel & SkadedyrsService ApS, betyder de stigende temperaturer i Danmark, at skadedyr generelt har fået bedre levebetingelser. Og problemet med væggelus herhjemme er kun blevet værre de seneste år.

”I mit firma har vi oplevet en stigning på cirka 30 procent i antallet af sager, hvis vi sammenligner med de forrige år. Det er en voldsom stigning. Vi har haft over 1000 sager alene i 2019,” siger Brian Langholm.

Det kan være svært at komme problemet til livs, og bekæmpelsen kan være en langvarig affære og i nogle situationer strække sig over 3-12 måneder alt efter omstændighederne. Selvom væggelusene umiddelbart efter bekæmpelsen ser ud til at være forsvundet, vil der altid være en risiko for, at der dukker nogle op på et senere tidspunkt.

”En væggelus kan godt skjule sig i halve og hele år. Vores bekæmpelsesmiddel holder i op til 30-40 dage, og så kan det være svært at ramme alle i ét hug. Udklækningstiden for væggelus er også langvarig. Æggene dør ikke af at blive sprøjtet, men kun af damp og varmebehandling, og man kan ikke bare lige varme et lejemål op til 55 grader,” siger Brian Langholm.

Han anbefaler, at man tilkalder skadedyrsbekæmpere, da det kun er fagprofesionelle, der har adgang til de nødvendige sprøjtemidler.

Væggelus er et problem i etageejendomme

Væggelus er oftest et problem i etageejendomme, fordi de har lettere ved at sprede sig, når man bor tæt sammen. Væggelusene gemmer sig ofte i hulrum, bag billeder over sengen, under lamellerne, i hjørner under sengen m.m i boligen.

Men væggelus kan også spredes fra hjem til hjem, hvis man har overnattende gæster eller tager loppemarkedsfund med sig hjem. Det bedste forsvar mod væggelusene er, at man gør sig umage med ikke at lukke dem indenfor.

”Når du er på ferie, så forsøg så vidt muligt at holde kufferterne adskilt fra sengemiljøet. Du kan også vælge at pakke dit tøj ind i poser. Når du så kommer hjem igen, så vask dit tøj ved så høj temperatur som muligt, eller frys det ned”, siger han.

Tegn på væggelus

· Kig efter sorte aftegninger under sengen og i madrassens sammenføjninger
· Bliver du bidt om natten i din seng, er det typisk væggelus, der er årsagen
· Væggelus bider typisk på ben, arme, hals og de steder, der ligger uden for dynen
· Væggelus bider oftest sidst på natten, når søvnen er dybest

Kontakt