/ Nyheder / Endnu ikke tegn på butiksdød

Endnu ikke tegn på butiksdød

Selvom ejendomsinvestorernes forventninger til butiksområdet er lave for det kommende år, så viser nye tal, at lejen i øjeblikket stiger i Danmark på butiksejendomme. Derimod falder kontorlejen på trods af en stigende kontorbeskæftigelse.

Af

Foto: Ojimorena, iStock

I slutningen af september spåede ejendomsbranchen, at udlejningsprocent og markedsleje på butiksområdet ville falde det kommende år. Det skyldes blandt andet usikkerheden om, hvad en stigende nethandel kan komme til at betyde for de fysiske butikker. Men nye tal fra EjendomDanmark viser, at butikkerne ikke er døde endnu. Det seneste år har butikslejemål oplevet en stigning i lejen på 2,7 procent, og siden 2017 er lejen steget med næsten 8 procent.

”Den positive udvikling viser, at butiksdøden endnu ikke er indtruffet på et overordnet plan i Danmark,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Stigende privatforbrug holder gang i butikkerne

Tomgangen for butikslejemål har været svagt stigende i løbet af 2019, men det er stadigt fra et lavt niveau på landsplan, påpeger Jannick Nytoft. På landsplan ligger den økonomiske tomgang for butik på 6,5 procent. På trods af stigningerne ligger butikssektorer dog fortsat under gennemsnittet fra perioden 2000-2019, som er på 6,8 procent.

”Det går fortsat godt for dansk økonomi, og det giver blandt andet udslag i et stigende privatforbrug, som holder gang i butikkerne. En stigende detailomsætning og en forholdsvis lav tomgang har betydet, at lejen for butikslejemål har kunnet stige en anelse,” siger Jannick Nytoft.

Største fald i kontorlejen siden 2015

På trods af en rekordhøj beskæftigelse er lejen på kontorlokaler faldet med 0,7 procent det seneste kvartal. Det er første gang lejen falder siden juli 2017. Samtidig er det det største fald siden juli 2015.

”Henover året er der blevet stadig færre kontorlokaler ledige på markedet takket være en stigende beskæftigelse. Derfor kunne man også godt forvente, at den stigende efterspørgsel på kvadratmeter ville smitte positivt af på kontorlejen. Men det har altså ikke været tilfældet,” siger Jannick Nytoft.

Tomgangen for kontor er med sine 8,6 procent på landsplan dog stadig relativt høj, hvilket kan bidrage til, at lejeniveauet ikke er steget i forhold til sidste kvartal. Siden 2014 er kontorlejen dog steget med 8,9 procent, hvilket er mere end butikslejen er steget

Se webrapport

Kontakt