Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

EjendomDanmark: Stærkt klimaudspil fra Dansk Industri – men her er flere bud

Dansk Industris 2030-plan er ambitiøs og vækker glæde i ejendomsbranchen. DI’s plan skal dog udbygges og udmøntes, hvis målene skal nås: blandt andet mangler ejendomsbranchen bedre rammer for at kunne foretage de nødvendige energirenoveringer, påpeger EjendomDanmark.

Danmark står over for monumentale udfordringer i omstillingen til en bæredygtig fremtid og med mål om 70 procents reduktion af CO2. Skal målet nås, er energieffektivisering af ejendomme ikke til at komme uden om – og er i øvrigt én af de mest effektive veje til en markant reduktion af energiforbruget. Derfor er det positivt, når Dansk Industri i sin nye 2030-plan netop har så stærkt et fokus på energieffektivisering.

”Alle gode kræfter skal spille sammen, hvis vi skal nå nogen vegne. Dansk Industris oplæg er et godt sted at begynde, og ejendomsbranchen bidrager hellere end gerne,” siger adm. direktør i EjendomDanmark Jannick Nytoft.

Et kompliceret samspil mellem klimainvesteringer og boligregulering

Flere af DI’s ambitioner – herunder ønsket om energirenovering, øget fokus på både fysisk og digital infrastruktur og styrket genanvendelse – er ambitioner, man kan genkende i ejendomsbranchen. Målene skal dog tilpasses ejendomsbranchens virkelighed. Ellers lader de sig næppe realisere fuldt.

”De økonomiske rammer og reguleringen af området fremmer ikke energirenoveringer i dag. Simpelthen fordi investeringerne i at spare på energi ikke kan betale sig for ejendomsbranchen. Det skal vi have gjort noget ved, så energibesparelser kommer både lejere og ejendomsbranchen til gode,” siger Jannick Nytoft.

Flere af DI’s forslag vil således skulle indgå i et komplekst samspil med den eksisterende boligregulering. Hvordan gør man det for eksempel attraktivt for ejere af især ældre ejendomme at investere i energioptimering, lokale ladestandere til elbiler, plads til affaldssortering m.m.?

”Det er helt klart den rette vej at gå – men det kræver store investeringer at få plads til nye teknologier, digital energiovervågning og ladestandere , siger Jannick Nytoft, der også peger på, at administrativt tunge tilskudspuljer næppe er vejen frem alene.

"Vi skal se på, hvordan reglerne for modernisering af ejendomme kan bidrage til klimaindsatsen, og kigge nærmere på, hvordan vi gør det fordelagtigt for ejendomsbranchen selv at investere i fremtiden,” slutter Jannick Nytoft.

Læs mere om energirenoveringer i det seneste nummer af EjendomDanmarks magasin EJENDOM, august 2019.

Kontakt

Adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark, 27 11 20 73, Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 16. september 2019