Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

EjendomDanmark: Godt med ny og klar ejerlejlighedslov – men stadig behov for forenklinger

En ny og forenklet ejerlejlighedslov rydder op i komplicerede regler fra 60’erne og gør det lettere at være ejer. Det er godt, påpeger EjendomDanmark. Men boligministerens lovforslag mangler de forslag til forenklinger, som kunne hjælpe ikke mindst de små samfund, og det er ærgerligt, siger juridisk direktør i EjendomDanmark Morten Østrup Møller. 

I 2018 leverede en ekspertgruppe med deltagelse af blandt andet EjendomDanmark et udkast til en ny ejerlejlighedslov – den lov, der blandt andet bestemmer, om man kan opdele en ejendom i selvstændige ejerlejligheder. Det arbejde er nu blevet til et lovforslag, som Boligministeriet netop har sendt i høring. Med lovforslaget skabes mere klarhed om reglerne, og det er en klar forbedring i forhold til i dag, lyder det fra EjendomDanmark:

”Ejerlejlighedsloven stammer fra slutningen 1960’erne, og siden da er meget vand løbet gennem åen. Det har skabt nogle komplicerede regler, og det bliver der ryddet op i nu,” siger juridisk direktør i EjendomDanmark Morten Østrup Møller.

Behov for bedre dynamik på ejendomsmarkedet især i købstæderne og i provinsen

Målet med revisionen af ejerlejlighedsloven er også at skabe et regelsæt, der i højere grad passer til ejendomsmarkedet i dag. Derfor foreslog ekspertgruppen blandt andet at ophæve det gamle forbud mod at opdele mindre ejendomme i separate ejerlejligheder. Det var et forslag, der kunne hjælpe med at skabe dynamik på ejendomsmarkedet i for eksempel de danske købstæder og i provinsen – lige der, hvor der er behov for det.

”Vi får en klarere lovgivning, men situationen vil desværre være den samme: Det forbliver svært at få skabt den nødvendige dynamik på ejendomsmarkedet rundt om de steder i landet, hvor en sådan udvikling ellers kunne være kærkommen,” siger Morten Østrup Møller. 

Friere rammer kan være en fordel også for mange andelsboligforeninger

Også mange andelsboligforeninger låses fast, fordi reglerne ikke skaber friere rammer for, hvordan man kan lave nye ejerlejligheder i eksisterende ejendomme:

”En del nyere andelsboligforeninger – beliggende uden for København – kæmper med tomgang og høje driftsomkostninger. I den situation kunne det være en mulighed at omdanne andelsforeningen til ejerlejligheder. Det er ærgerligt, at boligministeren har slettet de små liberaliseringer, der var designet til at holde hånden under de områder af landet, der slås med helt andre udfordringer end København og andre storbyer, men vi håber, at høringsfasen kan bidrage til forståelsen af, at boligpolitikken ikke kun skal udformes med Københavnske forhold som udgangspunkt,” lyder det fra Morten Østrup Møller.

Kontakt

Juridisk direktør Morten Østrup MøllerEjendomDanmark, 61 46 39 46, Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 12. september 2019