/ Nyheder / Ejendomsbranchens talerør har fået nyt navn

Ejendomsbranchens talerør har fået nyt navn

Ejendomsforeningen Danmark skifter navn til EjendomDanmark. Navneskiftet sker som et led i en større strategi frem mod 2021, som skal sikre en mere synlig og moderne erhvervsorganisation.

Af

”Vi skal blive bedre til at få fortalt om vores styrker som branche, og vi skal være mere synlige med en bedre politisk og analytisk gennemslagskraft”, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i EjendomDanmark.

Ejendomsbranchen er en betydelig spiller i samfundet og beskæftiger over 100.000 medarbejdere, har en omsætning på knap 100 mia. kr. og en bruttoværditilvækst på over 60 mia. kr. Dermed udgør den cirka 3,5 procent af BNP og hertil kommer et indirekte vækstbidrag via branchens input til andre virksomheder.

”Vi udgør en stor værdi for samfundet, og det skal italesættes. Ejendomsinvesteringer kommer alle til gode, og ejendomme er centrale i forhold til byudvikling”, siger Jannick Nytoft.

Ny visuel identitet og nye lokaler

Navneskiftet er blot et af de første skridt på vejen til at opnå mere synlighed og gennemslagskraft. EjendomDanmark lancerer også en ny visuel identitet, som blandt andet rummer et nyt logo og en ny hjemmeside.

I strategien indgår også, at erhvervsorganisationen opruster inden for Public Affairs og Public Relations.

Målet er at spille konstruktivt ind på vigtige dagsordener i samfundet og sprede branchens budskaber på et fundament af analyse og viden. I spidsen for dette arbejde står EjendomDanmarks nye kommunikationschef, Søren Gregersen, som satte sig i stolen i november 2018. EjendomDanmark er i øjeblikket ved at sammensætte det team, der skal løfte denne del af strategien.

Erhvervsorganisationen er desuden ved at se sig om efter nogle nye, moderne lokaler, der blandt andet skal optimere samarbejdet og videndelingen i sekretariatet.

”Fraflytning af ejendommen på Nørre Voldgade er en af de mere radikale beslutninger. Det er en ejendom, vi har været i siden 1933, og det er en ejendom med traditioner. Men vi har brug for at fremtidssikre os ved at skabe en ny organisation og kultur”, siger Jannick Nytoft.

Navneskiftet blev vedtaget ved en ekstraordinær generalforsamling den 20. december.

 

Fakta: Strategiske tiltag i EjendomDanmark mod 2021

  • Lancering af nyt navn og nyt logo
  • Ejendomsforeningen Danmark skifter navn til EjendomDanmark
  • Ny slagkraftig politik- og analyseenhed og en udvikling af foreningens kommunikations- og pressearbejde
  • Ny visuel identitet (blandt andet nyt website)
  • Flytning fra Nørre Voldgade til mere moderne lokaler
  • ED Indkøbsportal (lanceret i november 2018)
  • Ny rammeordning for pension

Kontakt