/ Nyheder / Odense Kommune taber terræn i ejendomsvenlighed

Odense Kommune taber terræn i ejendomsvenlighed

Fyn er fin, dog lidt mindre i Odense, som i 2017 kunne bryste sig af at være den mest ejendomsvenlige blandt landets fire største kommuner. I år har Odense taget et stort spring ned ad listen. Det skyldes primært, at sagsbehandlingstiden for byggesager er skudt i vejret.

Af

I 2017 lå Odense Kommune på en 22. plads, men i år er der tale om en 63. plads. Dykket skyldes primært, at sagsbehandlingstiden for byggesager er skudt i vejret. Det viser en undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed foretaget af Ejendomsforeningen Danmark.

På andre områder trækker Odense Kommune dog i en mere ejendomsvenlig retning. Kommunen opkræver ikke byggesagsgebyr og har også formået at nedbringe antallet af ejendomsforbrydelser, defineret som brandstiftelse, hærværk og indbrud. Grundskylden er fastholdt og dækningsafgiften er sat ned og lander på 2,7 promille. Det er den fjerde laveste dækningsafgift af de 39 kommuner, der opkræver afgiften.

”Det er positivt, at Odense Kommune har sat dækningsafgiften ned og har færre ejendomsforbrydeler. Det viser, at kommunen gør en indsats for at skabe gode vilkår for erhvervslivet. Får kommunen styr på sagsbehandlingstiden for byggesager, vil de formodentlig gå frem igen til næste år”, påpeger Jannick Nytoft, administrerende direktør fra Ejendomsforeningen Danmark.

Aalborg Kommune er nu landets mest ejendomsvenlige blandt de fire største kommuner. Det skyldes netop, at kommunen har formået at sænke sagsbehandlingstiden – endda med 24 dage. Assens løber med sejren som årets mest ejendomsvenlige kommune, men også andre fynske kommuner får en fin placering. Middelfart ligger på en 15. plads, Ærø Kommune på en 19. plads og Faaborg-Midtfyn på en 20. plads.

 

Mindre kommuner slår landets største i ejendomsvenlighed

Mindre fynske og jyske kommuner løber med sejren, når det handler om at skabe de bedste rammer for brugere af de danske ejendomme. I år er det Assens, der løber med sejren som landets mest ejendomsvenlige kommune, tæt fulgt af Billund på andenpladsen og Lemvig på tredjepladsen.

De mindre kommuners topplaceringer hænger ifølge Ejendomsforeningen Danmark sammen med, at kommunerne langt fra de store byer er mere bevidste om, at gode rammebetingelser og service er vigtigt, hvis det lokale erhvervsliv og ejendomsmarked skal trives. Undersøgelsen viser for eksempel, at der alene på sagsbehandlingstiden er 400 mio. kr. at hente i årlige besparelser, hvis bare alle kom ned på 21 dage, hvor den 10. hurtigste kommune i dag ligger.

Generelt får de største kommuner en lav placering i undersøgelsen, hvor Aarhus Kommune indtager en 95. plads, København lander på 89. pladsen, efterfulgt af Odense på 63. pladsen og Aalborg på 60. pladsen.

”Kommunerne omkring de større byer har en geografisk fordel, som let kan blive en sovepude, når det kommer til at tiltrække virksomheder, arbejdspladser og nye borgere. I vores undersøgelse kan man se, at især de mindre byer har forstået, at færre gebyrer, hurtigere sagsbehandling og lavere ejendomsskatter er med til at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst”, siger Jannick Nytoft.

Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse viser, at det overordnet går bedre for ejendomsvenligheden set i forhold til sidste år. 11 kommuner har valgt at sætte dækningsafgiften ned, tre kommuner har sænket grundskylden, og to kommuner har fjernet byggesagsgebyret. Ejendomsforbrydelser er faldet med fem procent på landsplan. Modsat har 40 kommuner valgt at sætte byggesagsgebyret op, og byggesagsbehandlingstiden er steget med tre dage i gennemsnit.

 

Fakta om Odense

Sagsbehandlingstiden for byggesager er skudt i vejret i Odense Kommune. Det tager nu i gennemsnit 82,1 dage at få behandlet sin byggesag, hvor det i 2017 tog 46,2 dage. Gennemsnittet på landsplan i 2018 ligger på 44,1 dage. Til gengæld opkræver kommunen ikke byggesagsgebyr og har også formået at nedbringe antallet af ejendomsforbrydelser. Antallet er faldet med fire procent, men ligger stadig 34 procent over landsgennemsnittet. Grundskylden er fastholdt på 21,7 promille, hvilket er knap 4,5 promillepoint under landsgennemsnittet. Dækningsafgiften er sat ned med 0,3 promillepoint og lander på 2,7 promille. Det er den fjerde laveste dækningsafgift af de 39 kommuner, der opkræver.

Kommunerne vurderes ud fra følgende parametre

  • Dækningsafgift
  • Grundskyld
  • Om kommunes private lejeboliger er reguleret eller ej
  • Sagsbehandlingstiden for byggesager
  • Byggesagsgebyrer
  • Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter
     

Top-10

Bund-10

Assens

1

København

89

Billund

2

Allerød

90

Lemvig

3

Albertslund

91

Thisted

4

Ishøj

92

Struer

5

Rudersdal

93

Skive

6

Halsnæs

94

Stevns

7

Aarhus

95

Hedensted

8

Herlev

96

Vejen

9

Dragør

97

Haderslev

10

Holbæk

98

Could not find post with assigned ID

Kontakt