/ Nyheder / Ny publikation øger gennemsigtigheden på det danske marked for investeringsejendomme

Ny publikation øger gennemsigtigheden på det danske marked for investeringsejendomme

Et bredt felt af ejendomsaktører har udarbejdet en publikation, som skal styrke investeringsejendomsmarkedets gennemsigtighed.

Af

I dag følger investeringsejendomsmarkedet ikke de gældende administrative geografiske inddelinger, og det er ikke optimalt, når ejendomsinvestorer sammenligner data på forskelligt grundlag. Derfor udgiver Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening nu en række geografiske anbefalinger, som er lavet i et bredt samarbejde med markedets ejendomsaktører. 

”Markedsdata bliver mere transparent og har større værdi for markedets aktører, hvis det er muligt at sammenligne data på tværs af branchens aktører. På den måde får branchen mere sammenlignelige data, bedre analyser og et mere gennemsigtigt marked generelt”, forklarer Jannick Nytoft, som er adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Publikationen udgives i en tid, hvor der er høj aktivitet på det danske investeringsejendomsmarked. Beregninger fra Ejendomsforeningen Danmark viser, at der er stigende efterspørgsel efter erhvervslokaler og frem mod 2025 forventes et behov for næsten 200.000 nye boliger på landsplan. I 2017 blev det totale afkast 7,2 procent, hvilket er 0,7 procentpoint højere end i 2016. Tomgangsstatistikken fra april 2018 viste desuden det kraftigste årlige fald i tomgangen i 12 år.

”Det går godt på det danske marked for investeringsejendomme, og de seneste prognoser viser, at der frem mod 2025 forventes at mangle 64.000 boliger i Region Hovedstaden. Derudover er der generelt gode afkast på investeringsejendomme, som sidste år skabte totale afkast for 18 milliarder kroner”, fortæller Jannick Nytoft.

Bredt branchesamarbejde

Anbefalingerne afgrænses efter områder i København og omegn, som har forskellige markedskarakteristik i form af leje- og investorefterspørgsel eller naturlige geografiske skel som volde eller havnelinjer. Derudover klarlægger anbefalingerne til områdeinddelingen også områder, som er enten nyetablerede dele af byen eller mindre veldefinerede områder såsom Islands Brygge, Carlsberg Byen, Sydhavnen og den sydlige havnefront.

”Vi har bidraget med en målsætning om, at en ensartet områdeinddeling vil gøre markedet for investeringsejendomme mere gennemsigtigt og dermed mere interessant for investorerne”, forklarer Mikael Hartmann, som er formand for Dansk Ejendomsmæglerforenings Erhvervsudvalg.

De nye anbefalinger er blevet til gennem et bredt branchesamarbejde herunder med Dansk Ejendomsmæglerforening og RICS. De øvrige samarbejdspartnere er ATP Ejendomme, CBRE, Danbolig Erhverv, Newsec Datea, DEAS, Newsec Advisory, PwC, RED og Sadolin & Albæk. Første publikation vedrører København og omegn, og der vil blive arbejdet på at få udgivet lignende geografiske anbefalinger til resten af Danmark.

Kontakt