/ Nyheder / John R. Frederiksen fratræder som formand for Ejendomsforeningen Danmark

John R. Frederiksen fratræder som formand for Ejendomsforeningen Danmark

John R. Frederiksen har valgt at stoppe som formand for Ejendomsforeningen Danmark på foreningens landsmøde den 19. april. Her vil en ny formand blive udpeget.

Af

John R. Frederiksen, tidligere formand for Ejendomsforeningen Danmark. Foto: EjendomDanmark

John R. Frederiksen fratræder efter 16 år som formand for Ejendomsforeningen Danmark, og han udtræder dermed også som medlem af foreningens hovedbestyrelse.

”Jeg kan se tilbage på en række fantastiske år, hvor branchen er blevet mere samlet, synlig og professionel. Foreningen repræsenterer en ganske stor del af ejendomsbranchen, nemlig 85 procent, og det giver os en central position som branchens organisation”, siger John R. Frederiksen.

John R. Frederiksen har været glad for samarbejdet med organisationer, politikere, medlemmerne, foreningens direktion og sekretariat.

”Jeg synes, det er et oplagt tidspunkt at give stafetten videre, nu hvor foreningen er i gang med at udvikle en ny strategi for de kommende år. Det har været vigtigt at skabe et professionelt sekretariat med en stærk ledelse. Jannick Nytoft begyndte som adm. direktør i december og med ham ved roret er foreningen godt på vej”, siger John R. Frederiksen.

Ejendomsforeningen Danmark holder reception for John R. Frederiksen torsdag den 3. maj kl. 15.00-17.00, Grundejernes Hus, Nørre Voldgade 2, København K.

Her kan man også hilse på foreningens direktion, Jannick Nytoft, der er adm. direktør og Morten Østrup Møller, der er juridisk direktør. 

Fakta om John R. Frederiksen

John R. Frederiksen blev 70 år i januar i år og er direktør i Fortunen A/S. Han kan se tilbage på mange års virke i ejendomsbranchen. John R. Frederiksen har været formand for Ejendomsforeningen Danmark siden 2002. 

John R. Frederiksen er også formand for bestyrelsen i R98 og Grundejernes Investeringsfond. Han har siden 2008 været præsident for sammenslutningen European Property Federation, der varetager interesserne for ejendomsejere i den Europæiske Union.

Derudover er han blandt andet bestyrelsesmedlem i  Højgaard Ejendomme A/S og Gudbjørg og Ejnar Honores Fond. 

Kontakt