/ Nyheder / Endelig udsigt til en moderne ejerlejlighedslov

Endelig udsigt til en moderne ejerlejlighedslov

EjendomDanmark ser frem til en moderne lov for ejerlejligheder, som er mere operativ og forståelig. Erhvervsorganisationen havde dog håbet på lidt mere mod til at frisætte ejerlejlighedstanken i forbindelse med de nye anbefalinger fra ejerlejlighedsudvalget.

Af

“Det er meget positivt, at erhvervsministeren har taget initiativ til at skabe en mere tidssvarende lov for ejerlejligheder ved at inddrage boligmarkedets forskellige parter og en række eksperter”, siger Morten Østrup Møller, der er juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark, og som har været medlem af udvalget. 

Brug for en operativ og forståelig lov

“Der er på lange stræk virkelig tale om en fornyelse af lovgivningen, så der er udsigt til, at vi kan få regler, der både er mere operative, forståelige og i det hele taget passer ind i et moderne ejerlejlighedsmarked”, fortæller Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Jannick Nytoft påpeger, at tilvæksten sker gennem nybyggeri af både rene beboelsesejendomme men også ejendomme med en blandet anvendelse til erhverv og beboelse. 

Ejendomsforeningen håbede på lidt mere mod

“Udvalget nåede desværre ikke en fælles løsning på opdelingsforbuddet af ældre ejendomme. Det er ærgerligt, at der ikke var større mod i udvalget til at frisætte ejerlejlighedstanken”, udtaler Morten Østrup Møller. 

Men det er positivt, at regeringen med erhvervsminister Brian Mikkelsen i spidsen køber ind på tanken om en mere liberal og forbrugerorienteret tilgang til ejerlejligheder som en attraktiv og efterspurgt boligform. Ligesom Morten Østrup Møller påpeger, at der i udvalget har været konsensus om stort set hele indholdet af en ny lovgivning. 

“Det er dog vigtigt, at der skabes mere fleksibilitet i loven, så man kan skabe flere ejerlejligheder og dermed imødekomme befolkningens boligønsker. Bliver vejen lang at gå, kan man politisk overveje at give kommunerne medbestemmelse på, om forbuddet mod opdeling skal ophæves helt eller delvist”, udtaler Jannick Nytoft. 

“Den kommunale medbestemmelse kender vi allerede fra huslejereguleringen, hvor den enkelte kommune selv bestemmer, om de planøkonomiske og antikverede regler i boligreguleringsloven skal gælde ved siden af den almindelige lejelov eller ej”, siger Morten Østrup Møller.

En DREAM-analyse viser, at en fuldstændig ophævelse af opdelingsforbuddet på længere sigt vil virke dæmpende på prisudviklingen på ejerlejligheder, så flere vil få mulighed for at bo i ejerlejligheder.

Fakta

Ud af landets cirka 2,7 millioner boliger er omkring 50 procent ejerboliger, cirka 22 procent almene boliger, cirka 18 procent private lejeboliger og cirka 8 procent andelsboliger.

Antallet af ejerlejligheder udgør cirka 267.000 svarende til knap 20 procent af ejerboligerne, hvoraf cirka 123.000 er beboet af ejeren, cirka 124.000 er beboet af en lejer og cirka 20.000 er ubeboet. Kilde: Erhvervsministeriet og Danmarks Statistik.

Baggrund for ejerlejlighedsudvalget

I 2016 nedsatte erhvervsministeren et udvalg, som skulle se nærmere på ejerlejlighedsloven, som både regulerer hvilke ejendomme, der kan opdeles i ejerlejligheder og samtidig opstiller de grundlæggende regler for organisation og drift ejerlejlighedsforeninger. 

Loven har afgørende betydning for udviklingen af ejerboligformerne ikke mindst i de større bysamfund. Erhvervsminister Brian Mikkelsen har netop offentliggjort rapporten. Udvalget har haft deltagere fra en række organisationer, herunder Realkreditrådet, Danske Advokater, Ejendomsforeningen Danmark/ Ejerlejlighedernes Landsforening, ABF og Lejernes Landsorganisation.

Ejerlejlighedsloven er oprindelig fra 1966 og var en rigtig nyskabelse, fordi ejerlejligheder slet ikke eksisterede som boligform før lovens ikrafttræden. Loven er knopskudt gennem 50 år med mere end 20 lovændringer, men alligevel er det ikke rigtig er lykkedes at gøre loven forståelig og anvendelig i forhold nutidens udfordringer på ejerlejlighedsmarkedet. Det bliver der lavet om på nu.

Udvalget skulle også forholde sig til de forbud og restriktioner, som i dag blokerer for, at ældre udlejningsejendomme og andelsboligforeninger kan blive omdannet til ejerlejligheder. Ejerboligformen er underrepræsenteret i de større byer som fx København, hvor boligformen kun udgør omkring 20 procent af det samlede boligudbud mod 50 procent på landsplan. 

En ophævelse af opdelingsforbuddet kan medvirke til at skabe bedre balance i boligudbuddet i de større byer med øget livskvalitet til følge. Alle relevante undersøgelser viser, at det giver en ekstra oplevelse af livskvalitet at bo i sin egen bolig. 

50 %

ud af landets ca. 2,7 millioner boliger er ejerboliger, ca. 22% er almene boliger og ca. 18% er andelsboliger.

Kontakt