/ Nyheder / Aalborg forbedrer ejendomsvenligheden for andet år i træk

Aalborg forbedrer ejendomsvenligheden for andet år i træk

Ejendomsvenligheden bevæger sig i den rigtige retning for Aalborg Kommune, som er gået fra en 70. plads i 2017 til en 60. plads i 2018. Placeringen gør Aalborg Kommune til den mest ejendomsvenlige blandt landets fire største kommuner.

Af

Aalborg er blevet mere ejendomsvenlig. Foto: taranchic/istock

Aalborg Kommune har formået at forbedre sin placering for fjerde år i træk i Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed. Den forbedrede placering i år skyldes primært, at Aalborg Kommune har nedsat sagsbehandlingstiden med hele 24 dage, og nu ligger godt under landsgennemsnittet med 35 dage. Kommunen har valgt at fastholde timeprisen på byggesager på 490 kr., hvilket er i den lave ende af de kommuner, der rent faktisk opkræver gebyr. Omfanget af ejendomsforbrydelser som indbrud, hærværk og brandstiftelse er steget en smule, men ligger stadig knap 20 procent under landsgennemsnittet.

Promillerne for grundskyld og dækningsafgift er fastholdt. Grundskyld ligger en smule over landsgennemsnittet og dækningsafgiften på 5,35 promille overgås af 26 kommuner.

Hvis kommunen fortsat ønsker at forbedre sin placering til næste år, råder Jannick Nytoft, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark, Aalborg Kommune til at reducere dækningsafgiften, som er en afgift på forretningsejendomme som butikker og kontorer yderligere, eller helt fjerne den. I 2018 har elleve kommuner valgt at sænke dækningsafgiften, mens 59 ud af 98 kommuner slet ikke opkræver dækningsafgift.

”Aalborg har lavet et flot hop frem, men dækningsafgiften er med til at gøre vilkårene ringere for dem, der er med til at sikre vækst og beskæftigelse i kommunerne. Der, hvor der stadig er dækningsafgift, vil der være lavere aktivitet i ejendommene, end hvad der kunne have været, og det påvirker både den kommunale og den regionale økonomi”, siger Jannick Nytoft.

De nordjyske kommuner er stærkt repræsenteret i undersøgelsens top tyve. Her placerer Thisted Kommune sig på en fjerdeplads, Rebild Kommune lander på en 13. plads og Vesthimmerlands Kommune bliver nr. 18. Region Nordjylland kan desuden kalde sig for den mest ejendomsvenlige af de fem regioner for andet år i træk.

 

Mindre kommuner slår landets største i ejendomsvenlighed

Mindre fynske og jyske kommuner løber med sejren, når det handler om at skabe de bedste rammer for brugere af de danske ejendomme. I år er det Assens, der løber med sejren som landets mest ejendomsvenlige kommune, tæt fulgt af Billund på andenpladsen og Lemvig på tredjepladsen.

De mindre kommuners topplaceringer hænger ifølge Ejendomsforeningen Danmark sammen med, at kommunerne langt fra de store byer er mere bevidste om, at gode rammebetingelser og service er vigtigt, hvis det lokale erhvervsliv og ejendomsmarked skal trives. Undersøgelsen viser for eksempel, at der alene på sagsbehandlingstiden er 400 mio. kr. at hente i årlige besparelser, hvis bare alle kom ned på 21 dage, hvor den 10. hurtigste kommune i dag ligger.

Generelt får de største kommuner en lav placering i undersøgelsen, hvor Aarhus Kommune indtager en 95. plads, København lander på 89. pladsen, efterfulgt af Odense på 63. pladsen og Aalborg på 60. pladsen.

”Kommunerne omkring de større byer har en geografisk fordel, som let kan blive en sovepude, når det kommer til at tiltrække virksomheder, arbejdspladser og nye borgere. I vores undersøgelse kan man se, at især de mindre byer har forstået, at færre gebyrer, hurtigere sagsbehandling og lavere ejendomsskatter er med til at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst”, siger Jannick Nytoft.

Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse viser, at det overordnet går bedre for ejendomsvenligheden set i forhold til sidste år. 11 kommuner har valgt at sætte dækningsafgiften ned, tre kommuner har sænket grundskylden, og to kommuner har fjernet byggesagsgebyret. Ejendomsforbrydelser er faldet med fem procent på landsplan. Modsat har 40 kommuner valgt at sætte byggesagsgebyret op, og byggesagsbehandlingstiden er steget med tre dage i gennemsnit.


Kommunerne vurderes ud fra følgende parametre

  • Dækningsafgift
  • Grundskyld
  • Om kommunes private lejeboliger er reguleret eller ej
  • Sagsbehandlingstiden for byggesager
  • Byggesagsgebyrer
  • Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter
     

Top-10

Bund-10

Assens

1

København

89

Billund

2

Allerød

90

Lemvig

3

Albertslund

91

Thisted

4

Ishøj

92

Struer

5

Rudersdal

93

Skive

6

Halsnæs

94

Stevns

7

Aarhus

95

Hedensted

8

Herlev

96

Vejen

9

Dragør

97

Haderslev

10

Holbæk

98

Could not find post with assigned ID