Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Godt med fokus på andelsboligernes værdi

Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening hilser velkommen, at der i disse dage er politisk fokus på værdiansættelsen af andelsboligejendomme. Foreningerne står parat til at bidrage med deres viden og erfaring på området og har i et fælles brev henvendt sig til erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har meldt ud, at han vil nedsætte en arbejdsgruppe til at se nærmere på udfordringerne med værdiansættelse af andelsboligejendomme. Der har været eksempler på, at værdien af sammenlignelige andelsboliger kan variere ganske betragteligt.

”Det, vores ejendomsadministratorer oplever, er, at værdiansættelserne af andelsboligejendomme kan svinge temmelig meget. Vi giver derfor erhvervsministeren ret i, at der er nogle problemer på det her område, som der skal ses på”, siger Morten Marott Larsen, der er cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark.

”Reglerne for valuarvurderinger er udarbejdet i samarbejde med interessenterne på området og er overordnet set gode. Men vi er enige med ministeren i, at det er uholdbart, hvis vurderingerne svinger for meget. Vi er allerede i gang med at se på reglerne sammen med organisationerne bag regelsættet, og ministerens initiativ falder fint sammen med dette”, udtaler Torben Strøm, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening.

En andelsboligejendom skal vurderes som en udlejningsejendom

Der er nogle helt klare principper for, hvorledes man skal værdiansætte en andelsboligejendom og derved også de enkelte andelsboliger. Følger man loyalt disse principper, så rammer man en markedsværdi.

”En andelsboligejendom skal efter lovgivningen vurderes på samme måde som en boligudlejningsejendom. Vi har i de to brancheorganisationer arbejdet meget med at definere principperne for vurdering af investeringsejendomme”, siger Torben Strøm.

”Vi har allerede udarbejdet generelle retningslinjer for, hvordan man skal værdiansætte investeringsejendomme, herunder boligudlejningsejendomme. Den viden vil vi gerne give videre til arbejdsgruppen, ligesom vi gerne vil drøfte andre løsninger”, siger Morten Marott Larsen.

Erfaringerne på området er blandt andet beskrevet i publikationen ”Værdiansættelse af investeringsejendomme – Definition af forrentningskravet”, som Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening står bag.

Foreningerne slår samtidig på vigtigheden af, at den model, Erhvervsministeriet har tænkt sig at arbejde med, bliver en model, der lægger sig tæt på de principper, som anvendes i markedet, og som er beskrevet i Ejendomsforeningen Danmarks og Dansk Ejendomsmæglerforenings fælles publikation.

Ejendomsforeningen Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening har skrevet til erhvervsminister Brian Mikkelsen med tilbud om at stille foreningernes kompetencer på dette område til rådighed for arbejdet.

Ejendomsforeningen Danmarks medlemmer administrerer på nuværende tidspunkt cirka 110.000 af de 210.000 andelsboliger, der findes i Danmark.

Dansk Ejendomsmæglerforeningen organiserer cirka 3.000 ejendomsmæglere, herunder ca. 500 valuarer.

Læs brevet til erhvervsminister Brian Mikkelsen

Kontakt

Cheføkonom
Morten Marott Larsen
Ejendomsforeningen Danmark
28 45 56 51

Hent foto


Formand
Torben Strøm
Dansk Ejendomsmæglerforening
20 73 36 21

Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 13. februar 2017