Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Rekordhøjt afkast på investeringsejendomme i 2016

Overordnet går det godt for investeringsejendomsmarkedet, og der er fortsat fremgang i forventningerne til det totale afkast, som ejendomsinvestorerne spår til at lande på 6,0 i 2016.

I Ejendomsforeningen Danmarks markedsstatistik – forventninger for juli 2016 forventer hele 75 procent af de adspurgte et totalt afkast på 6,0 procent eller derover i 2016. Det er første gang i forventningsundersøgelsens historie, at deltagerne har vurderet 2016 så positivt. I 2017 forventer deltagerne et totalt afkast på 5,9 procent.

”I 2016 træder De Økonomiske Råd stadig varsomt og forventer en økonomisk vækst i BNP på bare 1,1 procent. Ser vi på investeringsejendomsmarkedet er der dog noget, der tyder på, at Danmark er ved at komme ind i en god og stabil periode. En stigning i efterspørgslen på investeringsejendomme vil blandt andet betyde øget beskæftigelse, blandt dem der udvikler, renoverer, istandsætter og administrerer investeringsejendomme, og det vil i sidste ende også have positiv indflydelse på væksten i samfundet. Med et afkast på 6,0 procent vil der tilmed være tale om en god og fornuftig udvikling på ejendomsmarkedet”, siger Morten Marott Larsen, cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark.

Stigende forventninger til kontor

I forhold til sidste kvartal har kontorområdet oplevet den største fremgang i forventningerne. Kontorområdet har nu for alvor overhalet boligområdet, som den sektor, der er størst forventninger til i det kommende år. Det gælder på både ejendomsværdi, udlejningsprocent og markedsleje. Forventningerne til ejendomsværdi og markedsleje for kontorsektoren har ikke været målt højere siden 2011, hvor Ejendomsforeningen Danmarks forventningsundersøgelse udkom for første gang.

”Forventningerne til boligområdet er fortsat positive. Investorerne forventer dog nu, at udlejningsprocenterne kommer til at stige mere for kontorområdet end for boligområdet. Det kan skyldes, at bolig er steget mere end kontor i ejendomsværdi igennem et stykke tid, og det nu vurderes, at kontor har forholdsmæssigt bedre udsigter end bolig. I Ejendomsforeningen Danmarks markedsstatistik for tomgang i april 2016 var den økonomiske tomgang for kontorområdet på 12,7 procent, mens den kun var 3,0 procent for boligsektoren”, forklarer Morten Marott Larsen, der glæder sig over udsigterne til, at den økonomiske tomgang inden for kontorsektoren ser ud til at falde yderligere.

I april faldt den økonomiske tomgang for kontorer med 0,3 procentpoint. Dette skete efter tre kvartaler i træk med stigende tomgang.

Ny rekord for industri 

Også resultatet for industrisektoren slår alle rekorder. Indikatorværdierne for både ejendomsværdi, udlejningsprocent og markedsleje har ikke været målt højere for industri. Overordnet betyder det, at der ikke længere er en sektor, hvor der er negative forventninger til.

”At ejendomsinvestorerne fortsat ønsker at investere i og udvikle ejendomme er rigtig positivt for dansk økonomi”, siger Morten Marott Larsen.

Kontakt

Cheføkonom
Morten Marott Larsen
Ejendomsforeningen Danmark
28 45 56 51

Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 28. juni 2016