/ Nyheder / Hvidvask vejledning om reelle ejere er opdateret

Hvidvask vejledning om reelle ejere er opdateret

Siden den 10. januar 2020 har virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven samt kompetente myndigheder skulle foretage indberetning af uoverensstemmelser i oplysninger om reelle ejere, der er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system. Nu har Erhvervsstyrelsen opdateret vejledningen om, hvor, hvad og hvem der skal indberette uoverensstemmelser

Af

Foto: anyaberkut/iStock

Selskaber og andre tilsvarende juridiske personer har siden den 1. december 2017 haft pligt til at indhente og opbevare oplysninger om deres reelle ejere. Siden den 10. januar 2020 er der også pligt til at indberette, hvis man opdager uoverensstemmelser i det der er registreret om reelle ejere, og de oplysninger man selv har indhentet om reelle ejere i virksomheder og selskaber. 

For at sikre, at oplysningerne i reelle-ejer-registeret er aktuelle og opdaterede, og at eventuelle uoverensstemmelser bringes i orden på en hurtig og hensigtsmæssig måde, har Erhvervsstyrelsen opdateret vejledningen om indberetning af uoverensstemmelser om reelle ejere. 

Fejl skal rettes

Personer og virksomheder, der skal gennemføre kundekendskabsprocedure efter hvidvasklovens regler (kend-din-kunde), er forpligtet til at indberette uoverensstemmelser om en virksomheds (kundens) reelle ejere. Dette gælder også administrationsvirksomheder, der som følge af reglerne i hvidvaskloven § 1, stk. 1, nr. 17 og/eller nr. 18 er forpligtet til at kende sin kunde. 

Indberetningspligten gælder kun i forhold til virksomheder (kunder), der skal have sine reelle ejere registreret i Erhvervsstyrelsens register om reelle ejere.

Fremover vil det som led i gennemførelsen af kundekendskabsproceduren være muligt at anmode virksomheden (kunden) om at rette fejl i de registrerede oplysninger om reelle ejere. Retter virksomheden (kunden) oplysningerne hurtigst muligt, vil der ikke skulle ske indberetning om uoverensstemmelsen. Rettes uoverensstemmelsen ikke, skal uoverensstemmelsen indberettes til Erhvervsstyrelsen.

Som administrator skal man derfor være opmærksom på, at få sin kunde til at rette eventuelle uoverensstemmelser, idet man ellers er forpligtet til at indberette uoverensstemmelsen til Erhvervsstyrelsen. 

Opdateret vejledning

Erhvervsstyrelsen har opdateret sin vejledning om, hvad og hvor der skal indberettes, når man konstaterer uoverensstemmelser mellem de registrerede reelle ejere og de faktiske reelle ejere. 

Opdateringen af Erhervsstyrelsens vejledning vedrører følgende forhold:

  • Ændret fremgangsmåde ved indberetninger,
  • Indsat afsnit vedrørende tilbagemelding til indberetter,
  • Indsat oplysning om, at indberetninger er undtaget fra aktindsigt,
  • Indsat link til indberetningsbekendtgørelsen, og
  • Indsat link til indberetningsløsningen.
Reelle ejere

er de fysiske personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer virksomheden

Kom på kursus