/ Nyheder / Nye ejendomsvurderinger på vej – erhvervstal stadig ikke klar

Nye ejendomsvurderinger på vej – erhvervstal stadig ikke klar

Af

Foto: EjendomDanmark

De seneste par år har Skatteministeriet arbejdet på at udvikle et nyt system til vurdering af fast ejendom. Systemet skal være det nye grundlag for ejendomsbeskatningen i Danmark. Som et led i dette arbejde har Skatteministeriet i denne uge udsendt 80.000 prøvevurderinger, hvor borgere kan se deres vurdering efter det nye system og give kommentarer til ministeriet, så systemet kan finpudses.

Omdrejningspunktet for det nye vurderingssystem er den såkaldte ”vurderingsportal”, hvor borgerne kan logge ind og finde de oplysninger, som Skatteministeriet lægger til grund for den nye ejendomsvurdering. Her kan man også læse mere om det nye vurderingssystem i almindelighed. Det skal skabe mere gennemsigtighed om vurderingsgrundlaget og derfor i sidste ende om skatten.

Vi må vente lidt mere på vurderinger af erhvervsejendomme

I første omgang er det kun private parcelhuse, der tilbydes de vejledende vurderinger. Det skyldes, at datagrundlaget for f.eks. erhvervsejendomme endnu ikke er helt på plads.

EjendomDanmark indsamler for Skatteministeriet en væsentlig del af de data, der skal danne grundlag for de kommende vurderinger af erhvervsejendomme. Bidrag fra små og store aktører i hele landet er central for at understøtte det bedst mulige udgangspunkt for retvisende offentlige vurderinger. Dataindsamlingen er frivillig, alle indberetninger anonymiseres og behandles fortroligt, og EjendomDanmark hjælper alle interesserede bidragsydere, så det bliver lettest muligt at styrke datagrundlaget.

Skatteministeriet forventer, at de endelige vurderinger af private parcelhuse og ejerlejligheder kan udsendes fra andet halvår af 2020, og at vurderingerne af erhvervsejendomme først kommer derefter.

Skatteministeriets svar på et par hyppige spørgsmål i forbindelse med de nye vurderinger

Kommer vurderingerne til at stige?

For de fleste boligejere vil den nye vurdering være højere end den nuværende, blandt andet fordi boligpriserne generelt er steget siden 2011, hvor der sidst blev foretaget offentlige ejendomsvurderinger. Som det ser ud nu, vil særligt huse og lejligheder i og omkring de større byer opleve højere vurderinger end tidligere.

Hvad påvirker værdien af din ejendom?

Der er mange forhold, der påvirker værdien af en ejendom. Prisniveauet i området samt boligens størrelse, alder og type er nogle af de faktorer, der typisk har størst betydning. Der kan dog være variation fra ejendom til ejendom, hvad der påvirker værdien mest.

Hvornår bliver din ejendom vurderet?

Vurderingsstyrelsen begynder efter planen at sende de nye vurderinger ud fra andet halvår 2020, og du vil modtage en besked i din digitale postkasse, når de begynder at vurdere din bolig.

Hvilken betydning får de nye vurderinger for boligskatterne?

Højere vurderinger kan betyde højere boligskatter. Derfor har et bredt flertal i Folketinget aftalt en række tiltag, der skal sikre tryghed for dig som boligejer ved overgangen til de nye vurderinger. Tiltagene vil betyde, at ingen boligejere kommer til at betale mere i boligskat ved overgangen til de kommende boligskatteregler, end de skulle med de nuværende regler.

Læs mere

Læs Skatteministeriets pressemeddelelse om udsendelsen af de vejledende vurderinger

Se den nye vurderingsportal

Kontakt