Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Udlejer vinder principiel landsretssag vedrørende manglende indkaldelse til flyttesyn

Lejer havde opsagt et boliglejemål og på et tidspunkt skrevet en SMS til udlejer, hvor lejer skrev, at hun ville ”snakke”. Udlejer og lejer aftalte i den anledning via SMS at mødes i lejemålet dagen efter med henblik på aflevering af nøgler.

Udlejer dukkede op på adressen som aftalt og foretog et flyttesyn med lejers deltagelse. Ved synets afslutning fik lejer udleveret en fraflytningsrapport. Spørgsmålet var herefter, om udlejer havde iagttaget formkravene i LL § 98, stk. 3, hvor det fremgår, at udlejer skal indkalde lejer til et flyttesyn skriftligt og med mindst en uges varsel.

Manglende iagttagelse af bestemmelsen medfører bortfald af udlejers istandsættelseskrav, jf. LL § 98, stk. 5.

Boligretten kom den 23. oktober 2017 frem til, at udlejer ikke havde indkaldt lejer til flyttesynet. På denne baggrund var udlejers istandsættelseskrav bortfaldet. Boligrettens dom er refereret i GD 2018/24 B.

Udlejer fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke dommen til Vestre Landsret på grund af sagens principielle karakter (der var tale om en småsag med en sagsgenstand på under 20.000 kr.).

Vestre Landsret afsagde den 8. marts 2019 dom om, at udlejers istandsættelseskrav ikke var bortfaldet. Landsretten lagde til grund, at udlejer og lejer havde aftalt at mødes i lejligheden, hvor udlejer gik rundt og tog billeder samt fortalte lejer, hvad der skulle laves i lejemålet. Eftersom lejer dermed deltog i flyttesynet og fik udleveret en fraflytningsrapport, kunne udlejers manglende indkaldelse til flyttesynet ikke føre til bortfald af udlejers krav.

Vestre Landsrets dom er i overensstemmelse med landsretsdommene T:BB 2013.563 V og GD 2016/03 V, som begge dog omhandlede boliglejemål inden for den almene boligsektor. Reglerne om indkaldelse til flyttesyn er dog identiske i henholdsvis LLAB og LL.
Vestre Landsrets dom vil blive refereret i Grundejernes Domssamling og forventes trykt i Huset Jura nr. 3.