Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Ny analytiker til EjendomDanmark

EjendomDanmark har den seneste tid styrket sin Public Affairs- og Kommunikationsindsats, og nu opruster foreningen endnu engang. Ejendomsbranchens interesseorganisation har nemlig ansat Christian Deichmann Haagerup som analytiker.

Han har senest været specialkonsulent hos Erhvervsstyrelsen, mens han tidligere har arbejdet hos Boligministeriet og Boligøkonomisk Videncenter. Hos EjendomDanmark skal Christian Deichmann Haagerup blandt andet sikre, at arbejdet med ejendomsbranchen og erhvervsejendomme foregår på et oplyst og faktuelt grundlag:

”Det er altid glædeligt, når vi får kompetente kræfter ombord. Christian har stor indsigt i og erfaring med vores fagområde, og han bliver en væsentlig brik i at styrke vores økonomiske og politiske arbejde”, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Christian Deichmann Haagerup ser frem til at komme i gang med de nye opgaver:

”Ejendomsbranchen har stor betydning for danskernes hverdag, og det er en vigtig sektor for vores samfund. Det bliver spændende at være med til at sikre, at debatten om branchen er fagligt funderet”, siger han.