Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Aalborg Boligadministration ApS bidrager til de nye ejendomsvurderinger: ”Det er ret nemt”

Skatteministeriet er i gang med at udarbejde et nyt vurderingssystem, som skal give mere retvisende ejendomsvurderinger i 2021. I den forbindelse indsamler EjendomDanmark de markedsdata, der skal danne grundlag for de nye vurderinger. Data bliver leveret af ejendomsejere og -administratorer i hele Danmark, der melder ind om ejendommenes lejelister og værdiansættelser. Indsamlingen er p.t. slået bedre igennem i nogle dele af Danmark frem for andre. Der mangler særligt data fra Nord-, Vest- og Østjylland.

Aalborg Boligadministration ApS har netop valgt at bidrage med deres markedsdata, og det er ifølge Søren Kalsgaard, IT– og regnskabsansvarlig, ret nemt.

”Jeg havde forventet, at det var et forholdsvist stort arbejde at indberette data. Første gang blev jeg guidet igennem af EjendomDanmark, og det tog højst et kvarter. Fremadrettet regner jeg med, at det vil tage mig maks ti minutter. Det er ret nemt”, siger Søren Kalsgaard, der mener, det er vigtigt at støtte indsamlingen af markedsdata, så de nye ejendomsvurderinger bliver repræsentative for hele landet.

”Det giver et bedre grundlag for ejendomsvurderingerne, hvis Skatteministeriet får data ind fra hele landet. Har man kun data fra en del af Danmark bliver ejendomsvurderingerne ikke repræsentative. Nordjylland adskiller sig eksempelvis noget fra København”, pointerer Søren Kalsgaard.

Alle indsamlede data vil blive anonymiseret og behandlet fortroligt af EjendomDanmark. De indberettede data om en konkret ejendom vil ikke blive anvendt i den endelige vurdering af ejendommen. Data bruges til beregning af de overordnede normtal, som skal ligge til grund for ejendomsvurderingen.

”At vi er sikret anonymitet, var en af de ting, der gjorde, at vi meget gerne ville deltage i indsamlingen”, siger Søren Kalsgaard.