/ Nyheder / Egen finansiering ved køb af andelsbolig

Egen finansiering ved køb af andelsbolig

Den 8. juni 2018 blev Erhvervsministeriets bekendtgørelse om god skik for boligkredit offentliggjort.

Af

Hvad skal du være obs på, når du skal købe andelsbolig? Foto: Febiyan, unsplash

Det er i denne, at reglerne om egen finansiering ved køb af andelsbolig er implementeret i den eksisterende § 21, stk. 3, der herefter har følgende ordlyd:

”Stk. 3. Inden en virksomhed indgår en boligkreditaftale med en forbruger i forbindelse med erhvervelse af en ejer- eller fritidsbolig, en andelsboligforenings anskaffelse af foreningens ejendom, eller brugsretten til en andelsbolig, skal virksomheden sikre, at kunden som udgangspunkt erlægger en passende udbetaling af købesummen.”

Egen finansieringen gælder således både ved køb af en andelsbolig i forbindelse med stiftelse af en andelsboligforening og ved køb af en andelsbolig i en eksisterende andelsboligforening.

Hvad er en passende udbetaling?

Der er ikke nogen vejledning om, hvad ”en passende udbetaling af købesummen” vil være.

Af den historiske vejledning nr. 10516 af 14/09/2015 om god skik for finansielle virksomheder § 20 fremgår om en ligelydende bestemmelse i 2015, at som udgangspunkt vil en udbetaling på fem procent af købesummen for den faste ejendom være passende.  

I aftalen om mere robuste andelsboligforeninger af 27. november 2017 fremgår, at der skal fastsættes et udbetalingskrav på minimum fem procent af købesummen fra andelshaverne ved stiftelse samt tilsvarende egen finansiering fra køber af en andelsbolig i en allerede eksisterende andelsboligforening. 

Henset hertil må den passende udbetaling kunne fastsættes til fem procent i begge tilfælde.

Hvornår skal der ske egen betaling?

Bestemmelsen om egen betaling af fem procent af købesummen gælder ved låneoptagelse, der sker til brug for køb af andelsbolig – både hvis der er tale om en andelsbolig i en eksisterende andelsboligforening og hvis der er tale om køb af andelsbolig i forbindelse med stiftelse af en andelsboligforening.

Såfremt der er tale om en låneomlægning eller en refinansiering af eksisterende lån, så finder bestemmelsen ikke anvendelse.

Der skal være tale om en egen betaling, hvorfor udbetalingen skal stamme fra andelshavers egne midler. Som udgangspunkt kan man lægge andelshavers udsagn herom til grund.

Bestemmelsen medfører at et pengeinstitut ikke må yde fuld finansiering, hvorfor omgåelse i form af etablering af forskellige låneydelser ikke er muligt. Dog kan træk på en allerede eksisterende kassekredit nok godt finde sted.

I den historiske vejledning fremgik, at udgangspunktet med fem procent egen betaling kunne fraviges i særlige tilfælde, hvorfor formuleringen i bekendtgørelsen om ”passende udbetaling” må forstås således, at det også her vil være muligt at fravige udgangspunktet i særlige tilfælde.

Hvornår gælder bestemmelsen?

Ændringerne i bekendtgørelsen om god skik for boligkredit trådte i kraft den 1. juli 2018.

Det vil sige, at kravet om egen betaling gælder for indgåelse af boligkreditaftaler, der indgås den 1. juli 2018 eller senere.

 

Du kan læse ændringsbekendtgørelsen her