/ Ansvarsforsikring

Ansvarsforsikring

EjendomDanmark tilbyder i samarbejde med Willis Towers Watson en kombineret ansvars- og kriminalitetsforsikring for ejendomsadministratorer.

Denne kombinerede forsikring sikrer ejendomsadministratorer mod økonomiske tab som følge af fejl og forglemmelser på kontoret samt mod tab ved underslæb begået af ansatte hos administrator.

Forsikringen er udvidet til at dække arbejdet med digital tinglysning.

Det er muligt at tegne en udvidelse for arbejdet, der er forbundet med byggesagsadministration. Dette kræver dog, at dækningen positivt tilvælges.

Senest har hele ordningen været i udbud i 2016, hvor betingelserne er blevet tilpasset og forbedret. Willis Towers Watson vurderer løbende ordningen i forhold til markedet i samarbejde med EjendomDanmark, og de seneste betingelser sikrede en væsentlig forbedring af de daværende forhold.

Forsikringen er et tilbud til alle foreningens medlemmer. Den er dog specielt målrettet til medlemmer af Administratorsektionen, hvor man ikke kan blive medlem uden at have tegnet en professionel ansvarsforsikring.

Ansvarsforsikringen dækker det ansvar, administrator har over for sine klienter. Glemmer administrator f.eks. at varsle en huslejestigning, dækker forsikringen det tab, som ejendommens ejer lider derved. Forsikringen omfatter både de traditionelle opgaver i forbindelse med ejendomsadministration samt Facility Management og administration af energimærkning og evt. andre tilsynsordninger iht. lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

For medlemmer der også varetager opgaver indenfor byggesagsadministration, kan forsikringen naturligvis udvides hermed.

Desuden er ansvaret for egne ejendomme dækket af forsikringen, hvis administrationen er en særskilt enhed i en ejendomskoncern. 

Ansvarsforsikringen er både en sikkerhed for husejer og administrator. Dækningen er på mindst 2,5 mio. kr. og kan forhøjes efter ønske.

Kriminalitetsforsikring dækker tab, der opstår, hvis en af administrators ansatte begår underslæb. Ejendomsadministration indebærer, at man periodevis disponerer over store pengebeløb. Derfor er det sund fornuft at sikre sig mod tab.

Dækningssummen udgør kr. 2.500.000.

Hvad dækker forsikringen ikke?

Person- eller tingsskader. Forsikringen erstatter ikke den sædvanlige erhvervsansvarsforsikring, men supplerer denne.

Garantitilsagn. Lover man mere end hvad der følger af almindelige retsregler, dækkes det ikke af forsikringen.

Bøder af enhver art. Idømmes man bøder af det offentlige eller bod til private som følge af fejl eller forsømmelser, dækkes disse krav ikke, da de ligger ud over den egentlige skadeserstatning.

Særlige opgaver. Forsikringen er målrettet mod ejendomsadministration. Ingeniør- eller arkitektarbejde, ejendomsmæglervirksomhed eller andre opgaver ud over ejendomsadministration dækkes ikke.

Læs om dækningen i forbindelse med finansiel rådgivning

Byggesagsadministration, administration af byfornyelse, Facility Management mv. er dækket, da de indgår i sædvanlig ejendomsadministration, men skal oplyses i forbindelse med tegning og fornyelse af policen.

Forsikringstegning. Forsikringen dækker ikke erstatningskrav som følge af manglende tegning af, eller vedligeholdelse af, forsikringer.

Præmien er meget konkurrencedygtig og fastsættes på baggrund af administrators indtægt ved ejendomsadministration og eventuel byggesagsadministration. 

Selvrisiko kan vælges til enten 25.000 kr., 50.000 kr. eller kr. 100.000 kr. af ethvert tab.

Præmieeksempel

Vejledende præmieeksempel ved dækningssum på 2,5 mio. kr. ekskl. byggesagsadministration:

Omsætning ved administration: 1,2 mio. kr. 
Selvrisiko: 25.000 kr. 
10.353 kr. pr. år (min. præmie)

Vejledende præmieeksempel ved dækningssum på 2,5 mio. kr. inkl. byggesagsadministration:

Omsætning ved administration: 1,2 mio. kr. 
Selvrisiko: 25.000 kr. 
12.941 kr. pr. år (min. præmie)

Har du spørgsmål til forsikringen eller ønsker du at få et tilbud, så kontakt:

Camilla Kiss Bache
Telefon 88 13 97 30
Camilla.Bache@WillisTowersWatson.com

Uffe Philip 
Telefon 88 13 96 51
Uffe.Philip@WillisTowersWatson.com

Ordningen revideres løbende af Willis Towers Watson, der gerne rådgiver om tilgrænsende forsikringsspørgsmål for medlemmer af EjendomDanmark, så blandt andet dobbeltdækning kan undgås.