/ Nyheder / Aflæggelse af forbrugsregnskaber

Aflæggelse af forbrugsregnskaber

Det er tid for udfærdigelse og aflæggelse af forbrugsregnskaber. Da arbejdsforholdene har ændret sig markant i disse dage som følge af COVID19’s indtog i Danmark, er der flere udlejere, der er bekymret for, om de når at udsende forbrugsregnskaber til tiden.

Af

Her får du en opsummering af fristerne for aflæggelse af forbrugsregnskaber. Ligesom vi forholder os til ændret afregningsperiode hos forsyningsselskaberne. 

 

Frister

Ved udlejers aflæggelse af vand- og varmeregnskaber skal disse være kommet frem til lejer senest 4 måneder efter varme- eller vandregnskabsårets udløb. Udløber varme- eller vandregnskabsåret fx  den 31. december, skal regnskabet således være kommet frem til lejer senest den 30. april.

Forsynes ejendommen med varme fra et kollektivt forsyningsanlæg (fjernvarme, naturgas eller lignende) er udlejer dog berettiget til at aflægge varmeregnskabet over for lejer senest 3 måneder efter, at udlejer har modtaget årsafregningen fra varmeleverandøren. 

Manglende overholdelse af fristen

Såfremt udlejer ikke aflægger varmeregnskabet over for lejeren inden for fristen på 4 henholdsvis 3 måneder, fortaber udlejeren sin ret til at opkræve efterbetalinger. Udlejer har dog ret til at beholde de indbetalte aconto betalinger for det forgange år, såfremt udlejer kan dokumentere at have haft et forbrug, der berettiger betalingerne.

Afregningsperiode

Ejendommens varmeregnskab skal følge fjernvarmefirmaets afregningsperiode, når varme leveres fra et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Hvis vand leveres fra kommunen eller et vandværk, skal vandregnskabet følge afregningsperioden hos kommunen eller vandværket. Udlejeren kan dog beslutte at vandregnskabet skal følge varmeregnskabsperioden.

I år har flere fjernvarmeværker varslet ændring i afregningsperioden.

Husk at du som udlejer skal varsle lejerne senest seks uger inden den nye regnskabsperiode starter og at regnskabsperioden i overgangen højst må være 18 måneder.

Orienteringen fra fjernvarmeværket om ny regnskabsperiode modtages ofte i en igangværende regnskabsperiode. I disse tilfælde, må den igangværende periode afsluttes tidligere end normalt for at den samlede periode ikke skal komme til at overskride den maksimale længde på 18 måneder for et regnskab.

Orientering til lejerne skal da ske senest seks uger inden påbegyndelsen af den kommende regnskabsperiode, der vil starte på et andet tidspunkt end begyndelsestidspunktet for tidligere regnskaber.

I vores vejledning om forbrugsregnskaber har vi uddybet reglerne, herunder hvilke udgifter, der kan medtages. 

 

Henvendelse til Corona-enheden

Opdatering 30.3.2020:

Som følge af situationen med Covid-19 og regeringens tiltag og anbefalinger har EjendomDanmark i samarbejde med BL – Danmarks Almene Boliger, Dansk Industri og målerfirmaerne Ista, Brunata og Techem rettet henvendelse til Regeringens og Erhvervslivets Corona-enhed, Erhvervsministeren samt Boligministeren med anmodning om midlertidig dispensation fra tidsfrister vedr. forbrugsregnskaber. Såfremt anmodningen imødekommes, sender vi orientering ud via vores nyhedsbrev, ligesom det vil fremgå af nærværende side.

Anmodning om midlertidig dispensation fra tidsfrister vedrørende forbrugsregnskaber som følge af COVID-19

 

Midlertidig dispensation

Opdatering 4.4.2020:

Regeringen har vedtaget en midlertidig dispensation fra fristerne for aflæggelse af forbrugsregnskaber, så forbrugsregnskaber, der skulle have været fremsendt til lejerne i perioden 5. april 2020 til 3. oktober 2020, nu blot skal være lejerne i hænde senest den 4. oktober 2020.